Dyrenes Liv: I Pattedyr

462 DYRENES LIV Kronvildtet bebor endnu næsten hele Europa, med Undtagelse af Højnorden, samt en stor Del af Asien. I Europa naar dets Nordgrænse op til den 65de og i Asien til den 55de Grad n. Bredde; mod Syd danner Kaukasus og Mantschuriets Bjærge Grænserne, I alle befolkede Lande er det stærkt aftaget eller ganske udryddet, saaledes i Schweiz og i en stor Del af Tyskland. I Begyndelsen af det 17de Aarhundrede var Kronvildtet meget almindeligt overalt i Danmark og saa hyppigt i Jylland, at der i den bedste Jagttid aar-ligt kunde leveres over 1600 Stykker derfra til de kongelige Slotte. Paa Sjælland træffes dette smukke Vildt nu ikke i noget synderlig stort Antal, undtagen i Dyrehaven. Paa Fyn forekommer der kun faa Krondyr i den nordvestlige Del, og paa de mindre Øer findes de slet ikke. I Jylland træffes de i Grevskabet Frijsenborgs store Skove °g nogle enkelte andre Steder. I Norge lever Kronhjorten især i Bergens og Trondhjems Stifter; Kronvildtet foretrækker Bjærgegne for Sletteland og fremfor alt store, sammenhængende Skovstrækninger, navnlig af Løvtræer. Her samles det i større eller mindre Flokke, adskilte efter Alder og Køn: gamle Dyr, Kalve, Spidshjorte, Gaffelhjorte og Smaldyr (étaarige Hunner) bliver sædvanligvis sammen; de ældre Hjorte danner Smaaflokke for sig, og meget gamle Hjorte lever enkeltvis indtil Brunsttiden, da de slutter sig til de øvrige Flokke. Om Dagen ligger Kronvildtet skjult i sit Leje; først henimod Aften gaar det ud for at søge Føde, om Sommeren tidligere end om Vinteren. Alle Kronvildtets Bevægelser er lette, sirlige og fulde af Anstand; navnlig udmærker Hjorten sig ved sin ædle Holdning. Den sædvanlige Gang er allerede temmelig rask; i Trav bevæger Kronvildtet sig meget hurtigt, og i Løb med en næsten utrolig Hurtighed. Naar det traver, strækker det Halsen fremad, i Galop lægger det den tilbage. Vældige Spring udføres med en legende Lethed, og i Nødsfald svømmer Dyrene over brede Floder, — i Norge endog over Fjorde. Af Kronvildtets Sanser er Hørelse, Lugt og Syn fortrinligt udviklede. Det paastaas almindeligt, at Vildtet kan vejre et Menneske i en Afstand af 600 Skridt, og efter hvad man har Lejlighed til at iagttage hos Rensdyr, kan denne Paastand ikke drages i Tvivl. Hørelsen er ligeledes meget skarp. Kronvildtet lokkes nærmere ved Valdhornets og Fløjtens Toner, eller bringes i alt Fald til at staa stille. Sandsynligvis er dette Vildt kun saa frygtsomt, fordi det af Erfaring véd, at Mennesket er dets værste Fjende. Paa Steder, hvor det mærker, at der fredes om det, bliver det meget fortroligt. Anderledes forholder det sig, naar Brunsttiden er indtraadt: »Kronvildtets Brunsttid,« siger Dietrich Winckell, »indtræder ved Begyndelsen af September Maaned og varer til midt ind i Oktober. Om Aftenen og om Morgenen genlyder Skoven af Brunsthjortens Skrig, som besvares af Medbejlerne. I den Hensigt at vove alt for ved Tapperhed eller List at sætte sig i hins Sted nærmer disse sig. Næppe opdager den ved Hindene staaende Hjort en anden, førend