Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 463 den, opflammet af Skinsyge, vender sig imod den. Nu begynder der en Kamp, som ofte koster en af de kæmpende, og ikke sjældent dem begge, Livet I vildt Raseri gaar de løs paa hinanden med sænkede Takker og søger snart at angribe og snart at forsvare sig. Langt borte i Skoven høres Sammenstødene af Takkerne, og naar en af Parterne af Alder og Svækkelse eller rent tilfældigt kommer til at blotte sig, benytter Modstanderen sig straks deraf til at bibringe den et Saar med en af Takkernes Ender. Man har Eksempler paa, at Takkerne under Kampen er bievne saa fast indviklede i hinanden, at det er blevet begge Hjortes Død, og at ingen menneskelig Magt var i Stand til at adskille dem uden at beskadige Enderne. Tit forbliver Striden dog uafgjort i hele Timer; den overvundne trækker sig først tilbage, naar dens Kræfter er udtømte. Hinden gaar drægtig i 40—41 Uger og føder i Slutningen af Maj eller i Juni Maaned én, sjældent to, Kalve. Disse er i de første to, tre Dage saa ubehjælpsomme, at de ikke kan bevæge sig fra Stedet. Man kan endogsaa tage dem. I denne Tid forlader Moderen dem saa godt som aldrig, og selv naar den bortskræmmes, fjærner den sig ikke længere end højst nødvendigt. Naar en Hund nærmer sig, flygter den ikke før og ikke hurtigere, end det. netop er fornødent for at undslippe, da den véd, at dette er det bedste Middel til at bortlede Opmærksomheden fra Kalven. Naar denne er over en Uge gammel, vilde det være spildt Ulejlighed at søge at fange den uden Næt. Den følger nu overalt Moderen og trykker sig straks i det høje Græs, naar denne udstøder en Lyd af Skræk eller stamper i Jorden med et af Forløbene. Kalven dier til den følgende Brunsttid. Mere end 20 regelmæssige Ender forekommer kun meget sjældent; Takker med 18 Ender træffes allerede i enhver nogenlunde stor Samling, og blandt levende Hjorte findes der ikke sjældent Eksemplarer med 18 Ender. Naar en Hjort faar overflødig Næring, hænder det undertiden, at den faar flere Ender, end den efter sin Alder skulde have; men endnu hyppigere sker det, at en Hjort faar det samme Antal Ender sotn de sidst afkastede eller endog færre. I saa Henseende danner Takker med ti Ender en paafaldende Grænse. En Hjort, som en Gang har baaret en Krone, faar nemlig aldrig et færre Antal Ender end ti. Den Vægt, som Takkerne kan opnaa, er højst forskellig; hos svage Hjorte vejer de 7—8, hos meget stærkt udviklede 16—18 Kilo. Va pi ti en eller den kanadiske Hjort er i alt væsenligt samme Art, men større og kraftigere. Amerikanerne kalder den, mærkeligt nok, Elk-deer. _________ Af indiske Hjorte fortjener Axishjorten (Axis axis) især at omtales. I Henseende til Takkerne ligner den en Kronhjort med