Dyrenes Liv: I Pattedyr

464 DYRENES LIV 6 Ender. Dens Farve er meget smuk, idet der paa hver Side findes syv Rækker hvide Pletter paa rødgraa Grund. Den lever i stort Antal paa Ostindiens Sletter og paa de nærmeste Øer. Om Dagen skjuler den sig i Rørskovene og i det høje Græs, og om Natten strejfer den om i talrige Flokke. De indiske Fyrster opbyder ofte Folk i Tusindvis for at jage den. Axishjorten er allerede for en Del Aar siden bleven indført i England og derfra bragt til Tyskland og andre Lande. De fleste andre indiske Hjorte henregnes til en Slægt, som man har givet det malayiske Navn Rusa (Hjort). De herhen hørende Dyr er undersætsigt byggede og har stærke Lemmer, en kort Hals og et kort Hoved, en forholdsvis lang Hale, et groft, tyndt Haai'lag og Takker med seks Ender. Manke hjorten (Rusa hippelaphus) staar i Størrelse ikke synderligt tilbage for Kronhjorten. Karakterisk for den er den temmelig store Manke under Halsen og Skæget under Hagen. Mankehjorten findes fortrinsvis paa Java og Borneo. Den holder ualmindelig meget af Vand, og fangne Eksemplarer er meget begærlige efter et Dyndbad. Ingen anden Hjort skrider saa stolt og værdigt frem som Mankehjorten; dens Gang ligner en vel tilreden Skolehest’s Fodskifte. Svinehjorten (Rusa porcinus) hører til de plumpe Former. Den er hyppig i Bengalen og synes at være vidt udbredt. I Nordamerika findes Mazamahjortene (Cariacus), højst tiltalende, smukt byggede Dyr. Hjorten har mankeagtigt forlængede Haar paa Halsen, og begge Køn har en lille Kvast paa den temmelig lange Hale. Takkerne krummer sig i en Bue bagfra udefter og fremad og har 3—8 Ender, som alle er rettede indad. Den mest bekendte Art er den virginske Hjort (Cariacus virginianus), der i Størrelse ikke staar synderligt tilbage for vor Kronhjort. Farven varierer efter Aarstiden; om Sommeren er et smukt Rødgult Hovedfarven. Kalven er hvidpleltet. Denne smukke Hjort er udbredt over alle Nordamerikas Skove med Undtagelse af de nordligste. I Pelsdyregnene skal den ikke findes; dog forekommer den i Kanada. Fra Østkysten af Nordamerika er den udbredt til Klippebjærgene, og mod Syd naar den til Meksiko. Tidligere fandtes den i Mængde; nu er den næsten ganske fortrængt fra de stærkt befolkede Egne. Dens Levemaade er i det væsentlige den samme som Kronvildtets. »Denne Hjort,« siger Audubon, »har det mest velsmagende Kød af alle de Dyrearter, hvis Kød vi har nydt. Inden de »hvide Ansigter« optraadte i Jagtdistrikterne med deres Bøsser, Heste og Hunde, fældede Indianerne dette Vildt, idet de efterlignede Kalvens Brægen eller Hjortens Skrig. Undertiden tog de ogsaa Huden af en fældet Hjort over sig, bandt dens Takker fast paa Hovedet og