Dyrenes Liv: I Pattedyr

PARRETTAAEDE 465 efterlignede Hjortens Gang og øvrige Bevægelser, hvorved det lykkedes dem at liste sig midt ind i Flokken og derpaa oftere at fælde flere Dyr, inden Flokken tog Flugten«. Naar der er falden Sne, forfølger man paa sine Steder Vildtet paa Skier. I Virginien stiller man stærke Staalfælder i Nærheden af Vandet eller nedrammer spidse Pæle indenfor Gærderne, for at Dyrene kan spidde sig paa dem, naar de springer over. Paa de Steder, hvor Vildtet plejer at sætte over Floder eller Halvbugter, jager man det med Hunde, forfølger det i Baade og skyder det i Vandet. Ganske ejendommelig er Ildjagten, til hvilken der udfordres to Personer. Den ene bærer en Jærnpande, paa hvilken han med harpiksholdigt Træ vedligeholder et lille Baal; den anden bærer Bøssen. Ved Synet af det uvante Lys inde i Skoven bliver Vildtet saa overrasket, at det bliver roligt staaende; dets Øjne afspejler da Skinnet af Flammen og giver Jægeren et fortræffefigt Sigtepunkt. Hos de sydamerikanske Pampashjorte (Blastocerus') er de opretstaaende Takker delte i 3—5 Ender, af hvilke den ene er rettet fremad. Den egentlige Pampashjort (B. campestris) er 1;1—1,3 M. lang; Hunnen er noget mindre. Pampasdyrets Takker minder om Raadyrets, men er finere og har længere Ender. Den har hjemme i den største Del af Sydamerika og er overalt hyppig. Den lever parvis og i Smaaflokke. Om Dagen ligger den i det høje Græs, saa stille, at man kan ride tæt forbi den, uden at den rører sig; efter Solens Nedgang gaar den ud for at søge Føde og strejfer om hele Natten. Vort smukke og tiltalende Raadyr (Capreolus capraea) hører til en egen Hjorteslægt med korte, gaffeldannede Takker. Raadyret er en meget sirligt bygget Skabning og kunde fortjene at spille en lignende Rolle i vor Poesi som Gazellen i den orientalske Digtning. Fra Kronhjorten adskiller det sig ved sin mere sluttede Rygning, navnlig ved det korte, afstumpede Hoved. Takkerne udmærker sig ved brede »Roser« og ved forholdsvis tykke, stærkt knudrede Stammer, sædvanligvis med to Ender; dog er den Udvikling, som Raadyrets Takker kan naa, ikke til Ende dermed. Udviklingen af Takkerne afsluttes sædvanligvis med 6 Ender, idet Raabukken i Reglen ved yderligere Fældinger faar det samme Antal Ender paany. Den regelmæssige Udvikling kan imidlertid gaa videre. Hos Bukke med 8 Ender deler den ovenfor den anden Gaffel eller Knæbøjning opefter eller bagtil rettede Spids sig paany og afsætter en Gren. Ti Ender er den højeste Udvikling af Raadyrets Takker. Takker at' denne Form ses kun fra Spanien og Kroatien. Misdannelser af alle Arter er meget hyppige blandt Raabukkenes Takker; nogle kan f. Eks. være skovlformede og besatte med Ender. Der forekommer Raabukke med tre Rosenstokke og tre lakker og andre med en eneste Rose og en enkelt Stamme. Meget gamle 30 Brehm: Dyrenes Liv. I.