Dyrenes Liv: I Pattedyr

482 DYRENES LIV mindste Sødyr som Vingesnegle og stnaa Krebsdyr, og omvendt er de mindre Arter de dristigste Rovdyr. Alle Hvaler er selskabelige. Paa Steder, hvor de endnu ikke er bievne foruroligede, træffer man dem sædvanligvis samlede i ret anselige Flokke. Hunnen synes at være drægtig i 9- -10 Maaneder. Imellem Februar og April ses der nyfødte Unger hos Hunnerne; de er allerede temmelig store Dyr, men behøver dog i et Aarstid Moderens Pleje. Hvor længe de lever, er ubekendt. Hajen gør formelig Jagt paa unge Hvaler, angriber endog ældre og æder hele Dage igennem af deres kæmpemæssige Lig. Langt farligere for Hvalen er dog Mennesket, som allerede næsten har udryddet enkelte Arter. I tidligere Tider blev Hvalfangsten drevet fra Sejlskibe paa følgende Maade: Naar man fra Merset fik Øje paa en Hval, sattes der flere Baade i Søen, hver med 6—8 dygtige Sluproere, en Styrmand og en Harpunerer. Det Vaaben, af hvilket den sidste betjente sig, var et skarpt, med Modhager forsynet Spyd, der var fæstet til en lang, meget bøjelig Lin6, oprullct om en letløbende Rulle i Forenden af Fartøjet. Man ror forsigtig ind paa Hvalen, jo nærmere, desto bedre, og Harpunereren slynger nu med sin Kraft Jærnet ind i Hvalens Kæmpekrop. I Almindelighed dukker Hvalen i Hast ned i Dybet og afruller Linen saa raskt, at man maa hælde Vand paa Rullen for at forhindre, at den skal komme i Brand. Efterhaanden svømmer Hvalen dog langsommere, og efter omtrent et Kvarters Forløb viser det saarede Dyr sig atter paa Overfladen for at aande. En eller anden Baad nærmer sig, og den faar nu en ny Harpun i sig, og saaledes fremdeles, indtil den har forblødt sig. I de senere Aar har man til Hvalfangsten anvendt mindre Dampere, fra hvis Forstavn Harpunen med Harpunlinen udskydes ved Hjælp af en lille Kanon. Naar en Damper har nedlagt et Par Dyr, slæber den dem ind til en Hvalfangerstation, hvor Spækket flenses af og koges til Tran. Hvalerne deles i to naturlige Underordener: Tand- og Bardehvalerne. Bardehvalerne (Mysticete), den artsfattigste Gruppe, har Barder i Overmunden, og disse udgør Gruppens væsentlige Kendemærke. Hos ganske unge Bardehvaler har man dog i Kæberne fundet smaa, benagtige Legemer, der maa tydes. som Tandkim. Barderne selv er hornagtige, ikke benede, Overhudsdannelser; hver enkelt bestaar af en trekantet Hornplade, der kun er fasthæftet til Ganen, ikke til Skelettet. Man kan i Barden skelne imellem en ydre Skorpe og en indre Marvmasse. Den første dannes af tynde, over hverandre liggende Hornblade, den sidste af parallele Rør, som ved Pladens nederste Del ender i børsteagtige Trævler. Ved Grunden forbindes de ved krummede Hornplader og er fæstede til en tommetyk Hud, fra hvilken de henter Næring. Ganen er, for at kunne