Dyrenes Liv: I Pattedyr

60 DYRENES LIV Her har hver Flok sit Territorium, hvis Størrelse som oftest beløber sig til 1 1/2 eller 2 Mil i Tværmaal. Man træfler kun sjældent Sniaa-flokke, og Brehm har blot en eneste Gang set et Selskab af disse Aber, der ikke talte mere end 15—20 Individer; ellers holder de sig i store Flokke, der, lavt anslaaede, bestaar af halvandet Hundrede Stykker. Blandt disse findes der 10—15 fuldkomment ud-voksne Hanner — sande Uhyrer af anselig Størrelse og med Tænder, der baade i Længde og i Siyrke overgaar Leopardens; af voksne Hunner er der omtrent dobbelt saa mange. Resten bestaar at Unger og Halvvoksne. De gamle Hanner er — foruden ved deres vældige Størrelse — karakteristiske ved deres lange Kappe, hvis Haar maaler 27 Ctm. og derover. Hvert enkelt Haar er afvekslende grønbrunt og gult ringet, hvorved der fremkommer en samlet Grundfarve, der er vanskelig at beskrive, men mest ligner tørt Græs. Jo ældre Hannen bliver, desto lysere bliver dens Kappes Farve. Sædepartiet er brændende rødt og det nøgne Ansigt smudsigt kød-farvet. En udvoksen Hans Længde beløber sig til ca. 1 M., hvoraf Halen maaler 20—25 Ctm; Højden er M. Tidlig om Morgenen, eller naar det regner, finder man hele Flokken paa dens Sovepladser, større eller mindre Huler i bratte Klippevægge, og paa overdækkede Fjældgesimser. Her ligger de saa tæt som muligt op til hverandre, de yngre og svagere knugende sig ind til deres Mødrc, eller til de gamle Hanner. Naar Vejret er godt, forlader Flokken lidt op ad Formiddagen sine Fjælde og vandrer i Ro og Mag langs hen ad Klippevæggene, idet Aberne af og til oprykker en Plante for at fortære dens Rod eller vender enhver Sten, som ikke er alt for stor, for at faa fat i Biller, Snegle og Orme. Saa snart Frokosten er indtaget, stiger Flokken op mod Bjærgtoppen. Hannerne tager med Alvor og Værdighed Sæde paa store Stene, altid med Ryggen mod Vinden. Hunnerne holder Øje med deres Unger, der leger og tumler sig uafladelig. Sent ud paa Eftermiddagen drager de alle til det nærmeste Vandsted for at drikke; derefter vandrer de endnu en Gang ud for at flnde Føde og opsøger sluttelig en eller anden Soveplads — som Regel, saa længe de ikke forfølges stærkt, den de iforvejen har. Helst foretrækker de en, hvor der er Durramarker i Nærheden. Disse maa da bevogtes omhyggeligt; ellers hjemsøger de frække Røvere dem hver eneste Dag, ødelægger langt mere, end de fortærer, og ruinerer til Slut hele Marken. Naar Han-Bavianerne sidder stille, tier hele Flokken, saa længe der intet usædvanligt viser sig. Naar derimod et Menneske eller et Rovdyr nærmer sig paa en faretruende Maade, udstødes de mest forskellige Lyde, omtrent som naar man hører en stor Mængde Svin grynte og skrige mellem hverandre, og i denne Lydforvirring hører man af og til noget, der snart ligner Leopardens Hyl, snart lyder som Brølet af en Tyr. Det hele Selskab brøler, brummer, gør, skriger, grynter og kvækker mellem hverandre. Alle de kamp-