Dyrenes Liv: I Pattedyr

abehne 61 dygtige Hanner rykker da hen til Klippens Rand og spejder opmærksomt ud over Dalen for at bedømme Faren; de unge tyr til de ældre; de smaa klynger sig til deres Moders Bryst eller klatrer op paa hendes Ryg, og nu sætter hele Toget sig i Bevægelse og iler løbende og hoppende paa alle fire afsted efter Hannerne. For de Indfødte nærer Haniadrysaben næsten ingen Frygt; en Europæer gør den vel lidt betænkelig, men den flygter dog ikke straks for ham. Faar en Abeflok Øje paa Hunde eller Leoparder, da udstøder de gamle Hanner frygtige Brøl, slaar med den ene Haand rasende i Jorden, skærer Tænder og skuer med funklende Blikke mod Fredsforstyrreren, øjensynlig parate til at overfalde ham i Fællesskab. Den første Flok, Brehni saa, havde efter sin Morgenvandring lejret sig paa Kanten af en til begge Sider temmelig stejlt affaldende Højderyg. Han skriver derom følgende: »Allerede i lang Afstand havde jeg set Hannernes høje Skikkelser, men antaget dem for Klippeblokke; thi dermed har disse Aber den største Lighed, saa længe de er rolige; jeg blev først opmærksom paa min Fejltagelse ved gentagne Gange at høre en gentagende Gøen. Alle Aberne vendte deres Ansigter imod os, kun Ungerne fortsatle ubekymrede deres Leg, og nogle Hunner kunde ikke rive sig løs fra deres Yndlingsbeskæftigelse, men vedblev ivrig at søge eiter Utøj i Pelsen paa en gammel Han. Efter al Sandsynlighed vilde Flokken have bevaret sin iagttagende Holdning, dersom vi ikke havde haft to muntre og prægtige Hunde med os, smukke, slanke Mynder, der var vante til at drive Hyæner ud af deres Huler og til at indlade sig i Kamp med Sjakaler. I samme Øjeblik» som de hørte Abernes Skrigen, gav de sig til at halse, og straks bemærkede vi et almindeligt Røre i Flokken. Aberne havde ikke ment, at deres Opholdssted var tilstrækkelig sikkert og flygtede derfor langs Højderyggen, indtil de forsvandt for vore Øjne. Da Dalen atter bøjede om, saa vi imidlertid til vor store Overraskelse hele Flokken oppe paa en tilsyneladende lodret afskaaren, meget høj Klippe, hvor Dyrene i en lang Række paa en mig ubegribelig Maade hang som fastklæbede til Væggen. Denne Række var for fristende for vor Jagtlyst, selv om Klippevæggen var saa høj, at et sikkert Sigte var utænkeligt; men vi vilde i det mindste bringe Forstyrrelse i Selskabet. Knaldet af det første Skud frembragte en ubeskrivelig Virkning. Der opstod en rasende Brølen, Hylen og Skrigen, og hele Flokken salte sig paa ny i Bevægelse °g gled langs henad den lodrette Væg med en saa beundringsværdig Sikkerhed, at man skulde have troet, at Dyrene gik paa flad Jord; og dog kunde ingen af os se, hvorledes det var muligt for dem at linde Fodfæste. En smal Gesims syntes at være bekvem Vej for dem, og kun et Par Steder, hvor de først maatte stige omtrent 3 Meter ned ad og derpaa omtrent lige saa højt op igen, bevægede Toget sig noget langsommere og forsigtigere. Vi affyrede omtrent seks Skud; men det var umuligt at tage godt Sigte, og desuden