Dyrenes Liv: I Pattedyr

62 DYRENES LIV havde det overraskende i det hele forunderlige Skue berøvet os vor Ro. Vore Kugler var imidlertid godt nok rettede til at indjage Aberne en panisk Skræk; det saa højst pudsigt ud, naar hele Flokken efter hvert Skud, der faldt, paa en Gang klamrede sig fast til Klippen, som om den frygtede for, at den blotte Rystelse skulde styrte den i Afgrunden. Som det syntes, slap alle Aberne uskadte fra vore Efterstræbelser. Da Dalen paa ny gjorde en Ombojning, traf vi imidlertid hele Flokken dernede, i Færd med at overskride den for at søge Sikkerhed blandt Bjærgene paa den anden Side. En slor Del var allerede naaet der over; men største Delen var dog endnu tilbage. Vore Hunde studsede et Øjeblik, da de saa den frembølgende Skare, men styrtede straks efter med lydeligt Glam hen imod Flokken. Det Skuespil, der nu frembød sig, hører til de sjældne. I det Hundene sprang frem, saa man de gamle Han-Bavianer ile ned fra Klipperne og styrte samlede hen imod Angriberne; de udstødte frygtelige Brøl, viste Tænder, slog arrigt i Jorden med deres Hænder og saa paa deres Modstandere med saa ondskabsfuldt gnistrende Øjne, at de ellers saa modige og kamplystne Hunde forskrækkede trak sig tilbage og søgte Beskyttelse hos os. Selvfølgelig hidsede vi dem paa igen, og det lykkedes ogsaa at faa deres Iver vakt paa ny. Men imidlertid havde Scenen forandret sig; Aberne, der ansaa sig for Sejrlierrer, var næsten alle komne over paa den anden Side af Dalen, og da Hundene for anden Gang stormede frem, var der af hele Flokken kun nogle faa tilbage, blandt dem en Unge paa omtrent et halvt Aar. Den skreg højt, da den saa Hundene, og flygtede rask op paa en Klippeblok, hvorfra vore fortræffelige Mynder afskar den Tilbagetoget. Vi smigrede os allerede med at have faaet denne Abe i vor Magt; men det gik anderledes; thi ovre fra den anden Side af Dalen nærmede en af de stærkeste Han-Aber sig, stolt og med Værdighed, uden i ringeste Maade at forhaste sig eller bryde sig om os. Den gik hen mod Hundene uden at vise Tegn til Frygt og sendte dem nogle saa lynende Øjekast, at de vedblev at holde sig i ærbødig Afstand; derpaa steg den ganske langsomt op paa Klippeblokken til Ungen, klappede den lidt og tiltraadte saa Tilbagevejen med den, tæt forbi Hundene, der var saa forbløffede, at de lod den passere ganske roligt med sin lille Yndling. Denne modige Handling af Hjordens Stamme-høvding indgød os saa megen Agtelse for den gamle Bavian, at ingen af os tænkte paa at standse den paa dens Vej, skønt den var os saa nær, at det havde været let at tage Sigte paa den.« Paa senere Jagtture lærte Brehm Aberne endnu bedre at kende og fik Lejlighed til at undres over disse Dyrs utrolige Sejlivethed. »Naar vore” Kugler« — skriver han, — »ikke traf dem lige paa »Bladel« eller i Hovedet, gik de regelmæssig tabt for os; thi selv om de var haardt saarede andre Steder, havde de dog Kræfter nok til at undløbe. Hagelsaar ænsede de slet ikke; de greb kun efter