ForsideBøgerDyrenes Liv: I Pattedyr

Dyrenes Liv: I Pattedyr

Forfatter: A. Brehm

År: 1907

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sider: 526

UDK: 59

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 536 Forrige Næste
ABERNE 63 det saarede Sted, kløede det med Haanden og fortsatte deres Vej som om intet var sket. »Da jeg for anden Gang,« — vedbliver Brehm, — »rejste gennem Mensa-Dalen med Hertugen af Koburg-Gotha og hans Rejseselskab, gjorde en af Abessinierne os opmærksomme paa nogle Bavianer, der sad i nogle temmelig høje Træer, hvilket de kun gør i Nødstilfælde. Der blev straks gjort Jagt paa dem, uagtet jeg fra-raadede det, fordi jeg formodede, at den egentlige Hovedflok maatte findes paa den anden Side af Bjærget. Ved at dreje om ad en Sidedal saa vi da ogsaa en af de største Flokke, vi nogen Sinde havde truffet, langsomt drage hen langs Bjærgets Side. Mod denne Flok blev der nu leveret et formeligt Slag. En Snes Skud af vore Bøsser fældede en Del af Dyrene, mange blev saarede, og hele Flokken blev efterhaanden trængt op paa Bjærgryggen. I Begyndelsen fyrede vi nede fra Dalen, men vi maatte snart opsøge sikrere Steder paa den lige over for liggende Bjærgskraaning; thi fra den Vej ad hvilken Bavianerne drog, rullede en Mængde store Stene ned i Dalen. Flere af Stenene fløj saa nær forbi os, at vi straks indsaa det livsfarlige i vor Stilling og skyndsomt flygtede over paa den anden Side.« »Siden jeg har set disse Dyr i fri Tilstand, betragter jeg det som højst sandsynligt, at de i Farens Øjeblik vil gaa løs paa en Mand og angribe ham i Fællesskab, naar han ikke er væbnet med en Bøsse; Araberne og Abessinierne paastaar det samme, og gode Iagttagere som Rüppell og Schitnper er ligeledes af samme Mening Jeg selv har rigtignok ikke gjort Erfaringer i den Retning; men jeg har dog bemærket, at Hamadryasaberne kun langsomt og med betegnende Lader og vild Brølen trækker sig tilbage, selv for en bevæbnet Mand. Schitnper forsikrede mig, at denne Abe uden videre ikke blot anfaldt Mennesket, men endogsaa overvældede og dræbte det, og Rüppell siger, at den maa regnes blandt Menneskets farligste Fjender«. Omtrent samme Sted som Hamadryasaben lever en anden Kappebavian, Abbesiniernes Dschelada (Cynocephalus gelada), Kæmpen i hele Familien og endnu betydelig større end Hamadryas. Schitnper, der levede over 30 Aar i Abessinien, og Heuglin er enige i, at den undertiden naar Mandsstørrelse. Dscheladaen er mørkfarvet og har, i Modsætning til Hamadryas, kun meget smaa, indbyrdes fuldstændig adskilte, sortgraa Sædepuder. Med samme Ret, som vi kan kalde Guerezaen den smukkeste af alle Aber, maa vi kalde Mandrillen (Cynocephalus mormon') uen hæsligste. Som ældre er den i enhver Henseende et ligefrem modbydeligt Dyr, og dens sjælelige Karakter svarer ganske til dens legemlige Egenskaber. Kroppen er meget kraftig bygget, næsten Plump, Hovedet grimt, Tandsættet i Sandhed frygtindjagende,