Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 75 aber nede paa Jorden, og Prinsen af Wied paastaar, at de kun kommer derned, naar det er umuligt at naa Vandet fra de nederste Grene. Disse Aber ses ikke ofte i Fangenskab; og dog forstaar de ved deres sælsomme Stillinger og Lemmeforvridninger at underholde Publikum. Desuden er de i høj Grad modtagelige for god Behandling og søger at gengælde denne ved Kælenhed. En engelsk Skibskaptajn, der havde en Miriki ved Navn »Sally*, giver følgende Beskrivelse af dette Dyrs Væsen: »Sally er et meget godmodigt Dyr; kun to Gange har den bidt, og den ene Gang var det for at forsvare sig mod en Fjende. Paa Værftet ved Antigua havde den revet sig løs og blev forfulgt af Folkene, der drev den ind i en Krog. Dens Herre, der vilde vise, at man ikke behøvede at frygte den, fik et temmelig stærkt Bid i Tommelfingeren, da han greb den; men den var ude af sig selv af Angst, ellers vilde den ikke have gjort det, thi den er i Almindelighed saa blid, at den uden at kny tager sin Straf og gaar bort. Ondskab ligger aldeles ikke til dens Natur, og Fornærmelser glemmer den straks. Paa Skibet bliver den ikke bunden, men løber frit omkring, tumler sig i Rigningen og svinger sig ofte som ellevild af Glæde i et Tov. I saadannc Øjeblikke bærer den med Rette Navnet: Edderkopabe; thi den ligner da en kæmpestor Tarantel. I Sammenligning med mange af dens Slægtninge er Sally meget artig; den har aldrig sljaalet andet end en Frugt eller et Stykke Kage. Den spiser altid ved sin Herres Bord, rører ikke Maden, inden den faar Lov dertil, og holder sig da til sin egen Tallerken. Kun én Gang var Sally kommen i en sørgelig Forfatning. Da dens Herre traadle ind i sin Kahyt, fandt han den liggende sammenrullet paa et Tæppe. »Kom Sally!« raabte han; men Sally rørle sig ikke. Befalingen blev gentaget flere Gange, men ikke adlydt. Forundret herover greb han den ved Armen og opdagede nu til sin Overraskelse, at Sally var drukken; den havde netop saa megen Bevidslhed, at den kunde kende sin Herre. Den var syg hele Natten og havde »Tømmermand« hele den følgende Dag. Sagen var, at den havde gjort sig til gode ved Ofßcerernes Bord, først med Slikkerier og derefter med Grog. Siden den Tid nød den aldrig Spiritus.« Sapajuerne (Cebus) adskiller sig fra de hidtil omtalte Vestaber ved, at deres Hale ikke er nøgen paa Undersiden og ikke duer som egentligt Griberedskab, selv om den nok kan vikles om Grenene. Deres Hoved er rundt, Armene kun middellange, Hænderne altid femfingrede. Et større eller mindre Skæg pryder Ansigtet ; forøvrig er Pelsen kort- og tæthaaret. Medens de foregaaende Slægter endnu ikke er almindelige i i de zoologiske Haver, ser man næsten i ethvert Menageribur en eller anden Sapaju. Man kan, om man vil, kalde dem »Amerikas Marekatte«; thi de er livlige, lærenemme, nysgerrige og lunefulde