Dyrenes Liv: I Pattedyr

ABERNE 77 Pludselig saa et af Dyrene et nærstaaende Pomeranstræ med modne Frugter, udstødte et Skrig og sprang over paa Træet. Faa Øjeblikke efter var hele Selskabet samlet der og gjorde sig til Gode med de søde Frugter. De slog Halen om en. Gren, tog Frugten mellem Baghænderne og forsøgte med Fingrene at løsne Skallen. Naar det ikke vilde lykkes straks, blev de utaalmodige, knurrede og slog Frugten mod Grenen, indtil Skallen revnede. Ikke en eneste prøvede paa at afskalle Frugten med Tænderne, sandsynligvis paa Grund af Skallens bitre Smag: men saa snart der var en lille Aabning, rev de med Fingrene et Stykke Skal af og slikkede begærlig Frugtsaften af Fingre og Arme; derefter spiste de Kødet. Træet var snart plyndret, og da forsøgte de stærkere Aber at røve fra de svagere. Andre undersøgte en Side af Træet, som var visnet, løsnede forsigtig den tørre Bark og fortærede de Larver, som fandtes under den. Da de var mætte, lagde de sig langs hen ad en vandret voksende Gren. De yngre begyndte derimod at lege og lagde megen Behændighed for Dagen. Vor Meddeler siger, at Hunnernes Antal langt overstiger Hannernes, og han antager, at disse Aber lever i Polygami. I Januar føder Hunnen og bærer i de første Uger Ungen ved Brystet, senere paa Ryggen. En Moder forlader aldrig sin Unge, ikke engang naar hun er saaret. Gamle Cayer kan ikke vænnes til Fangenskab; de bliver sørgmodige, vil ikke æde og dør efter faa Ugers Forløb. Den unge Cay glemmer derimod snart Tabet af sin Frihed; den slutter sig til Mennesket og vænner sig til dets Næringsmidler. Af dette Dyrs Sanser staar Følesansen øverst, de øvrige Sanser er svage. Blandt de Toner, som Cayen udstøder, hører man ofte en fløjtende Lyd, der synes at udtrykke Kedsomhed. Vil Cayen have noget, giver den en stønnende Lyd fra sig. Forbavselse udtrykker den ved en pibende Tone, og naar den er vred, skriger den »Hu, Hu!« med en dyb, grov Stemme. I Frygt og i Smærte hvæser den, og Glæ.de ytrer den ved et Slags Fnisen. Med disse forskellige Toner, der veksler med Sindsstemningen, meddeler den anførende Abe Flokken sine Indtryk. Men forøvrigt taler Kapucineraber med hverandre ikke blot ved Hjælp af Lyde og Bevægelser, men undertiden ogsaa ved en Slags Latter og Graad. Den første bestaar i en lydløs Tilbagetrækken af Mundvigene. Ved Graaden fyldes Øjnene med Taarer, der dog aldrig løber ned ad Kinderne. Kapucinere faar hyppig Unger i Fangenskab, og deres Ømhed for disse synes da at være endnu større end i fri Tilstand. Mødrene giver sig hele Dagen af med deres Børn, lader dem ikke berøres af noget Menneske og fremviser dem blot for dem, de sætter Pris paa, medens de modigt forsvarer dem mod enhver anden. Kapucineraben er meget ømfindtlig for Kulde og Fugtighed. Af fri Vilje gaar den aldrig i Vandet, og man har heller aldrig iagttaget,