Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

104 Saa fantastiske end de her gengivne Beretninger om visse Ædel- stenes Ændring af deres Udseende lyder for et Nutidsmenneske, saa godt faldt de i Traad med det 17. Aarhundredes Maade at be- tragte disse Naturprodukter paa. De ædle Stene1) var, mente man, mærkeligt følsomme for Døgnets vexlende Tider og anden Indvirk- ning, saa bestandige de end var overfor fysiske Reagentier. Om Chryso- lithen hedder det midt i det 17. Aarhundrede, at den „shineth brightest in the morning"2 *). — Ogsaa Himmellegemers forskellige Stilling i Forhold til Jorden kunde give sig Udslag i periodiske Æn- dringer af visse ædle Stenes Udseende. Saaledes beretter Petrus Servius8) med stor Forundring om en Sten, der ejedes af Pave Leo X, og som efterlignede Maanens Farve og Lys, blev hvid og straalende, naar Maanen var i Tiltagende, men fordunkledes, naar Maanen var i Aftagende. Ikke mindre vidunderlig var den Sten, som Clemens VII skal have ejet4), hvilken havde en gylden Plet (auream habens maculam), der flyttede sig efter Solens Op- og Nedgang. Selv om dette var Paastande, der havde været fremme længe før det 17. Aarhundrede, saa var det dog, endnu i dette Tidsrum, ikke at betragte som Fortids Fabel. Tværtimod gav lærde og oplyste Mennesker sig af hermed. Servius’ citerede Udtalelser viser, at Tvivl desangaaende ikke fandtes hos ham. Thomas Bartholin5) omtaler Leo Xs og Clemens VIIs Maane- og Sol-Sten, ikke for at til- bagevise dem til Fabelens Rige, men for at lade dem indgaa i nogle Betragtninger over Stenenes Lys. Og endelig berører ogsaa Atha- nasius Kircher, den lærde Jesuit, i et af sine Skrifter6 *) samme Stene. Ja, denne sidste Forfatter søger endogsaa at give en naturlig *) Noget lignende gjaldt forøvrigt Guldet, der mentes at blive koldt ved Daggry: „De auro alioqui dicitur, quod contra diem circa diluculum frigescat, id quod experiri possunt ii, qui aureos gestant in digitis annulos..“(CasparAmthor: Chrysioscopion... Jenæ. 1632. 4°. B3r. 2) Sir Hugh Plat: The jewel house of Art and Nature... London. 1653. 4°. pag. 219. s) Petrus Servius Diss, de vngvento armario .. Romae. 1643. 8°. pag. 43: „Quid mirabilius Leonis Decimi Pont-Max. gemma, quæ Lunae colorem lumenque aemulata, albescit ac splendit, crescente Luna; senes- cente vero, obscuratur —“? 4) I Følge Cardanus, som citeres af Sevius og andre, f. Ex. Athana- sius K i r c h e r: Magnes ... Ed. 2. Colon. Agripp. 1643. 4°. pag. 650. s) Thomas Bartholinus: De Ivce animalivm libri III Lugd. Bat. 1647. 8°. pag. 7. *') Athan. Kircherus: Magnes..., Ed. 2. Colon. Agripp. 1643. 4°.