Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

Disse Forandringer i Udseende gælder efter Boyle’s Mening vistnok ikke Tyrkisen alene: „perhaps, more hidden agents may make impressions upon these hardest of bodies [o: f. Ex. Diamant]. In a diamond-ring which I constantly wear, I have often seem’d to observe a manifestly greater clearness and sparkling at some times than at others"1). Men saa er man atter inde paa det subjektive Skøns Om- raade, hvor saa meget uvirkeligt efterhaanden kan faa Navn af Sandhed. — Jeg har saa forholdsvis udførligt beskæftiget mig med denne Side af Ædelsten-Studiet i Fortiden, fordi man derigennem faar et Ind- blik i, hvor lidet overraskende det egentlig maatte forekomme det 17. Aarhundredes Mennesker, naar det fortaltes, at visse ædleStene kunde varsle Sygdom og Død. Paavirkninger, der udgik fra det syge Legeme, men som unddrog sig den grovere Iagttagelse, kunde meget vel tænkes at bringe disse følsomme Naturprodukter til at ændre Udseende som en ganske naturlig Virkning af naturlige Aarsager. — En „klogere" Eftertid har ofte villet reducere det hele til Fabel. Men jeg vil forsøge at godtgøre, at ikke alt behøver at være Fantasi i de henrundne Aarhundreders Anskuelser om de ædle Stenes Ændring af Udseende. Vel maa man indrømme, at de gamle Beretninger ofte er kritikløst nedskrevne og ofte synes at bero paa Overdrivelser og Misforstaaelser. Navnlig gælder dette, naar det siges, at Stenene fik deres forrige Farve tilbage, selvom dette ikke er umuligt. Heller ikke tror nogen nu, at der var en virkelig Aarsagssammenhæng mellem Gabelchovers Hustrus Død og hans Rubins Ændring af Ud- seende, — hvis dette sidste overhovedet er sket. Men vil man være retfærdig, kan man heller ikke gaa ret meget videre i sin Kritik. Det kan ikke benægtes, at der kan ligge virkelige, omend misforstaaede, Iagttagelser til Grund for Beretningerne navnlig om visse Ædelstenes Farveændringer. Hvad først de uigennemsigtige Ædelstene angaar, saa er Tyrki- sens Farve meget variabel. Stor Interesse har her, hvad en Nutids- Mineralog som Bauer2) skriver: „Bei manchen Turkisen ist die blaue Farbe sehr unbeständig. So werden viele Steine aus dem Megharatal am Sinaf und aus Neu-Mexiko, bald nachdem sie aus den Gruben genommen sind, matt und blass, und die Farbe ist nach kurzer Zeit ganz verschwunden. Uberhaupt soli die blaue Farbe l) Boyle: Phil. Works. 2. ed. Vol. I. 4°. pag. 462. 2) Max Bauer: Edelsteinkunde. Leipzig. 1909. 4 °, pag. 488.