Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

107 ziemenlich unbeständig sein und allmählich am Sonnenlicht ausblei- chen, wobei das Blau gleichzeitig eine grune Nuance annimmt . . . Durch den Schweiss soli die Farbe besonders stark angegriffen wer- den. An der Sonne gebleichte oder sonst beim Tragen als Schmuck- stein in ihrer Farbe veränderte Steine nehmen zuweilen ihr friiheres schönes Blau wieder an, wenn man sie mit Ammoniak behandelt oder auch befettet, ja, wie man sagt, schon dadurch, dass ein Ring mit dem Stein nach der inneren Handfläche zu getragen wind, so dass er vielfach mit der etwas fettigen, aber nicht mit Schweiss be- deckten Hand in Beröhrung kommt. Aber diese Farbenerneuerung ist nich dauerhaft, das frisch hergestellte Blau verschwindet bald wieder . . Ogsaa ved kunstigt Lys ændres Tyrkisens Farve, saaledes at denne nærmer sig det Grønne1). Mere behøves der vel egentlig ikke for at forklare, hvorledes det 17. Aarhundredes Beretninger om de farveændrende Tyrkiser er opstaaede. En Tyrkis, der f. Ex. bleges af Sved, kort før dens Bærer bliver syg, vilde dengang sikkert anses for et Varsel. Det beroede paa Iagttageren, om Fænomenet skulde tilskrives overnaturlige Aar- sager, eller om man skulde tænke paa Sved2) eller „saline exhala- tions"3) som Grunden til Ændringen. I alle Tilfælde var der en Forbindelse mellem Stenens Ændring af Udseende og Bærerens sig nærmende Sygdom. — Man kan saaledes ved nærmere Prøvelse, ikke pure forkaste den Tanke, at der maa ligge virkelige Iagttagelser til Grund for det 17. Aarh.’s Beretninger om, at Tyrkisen kan ændre sit Udseende. Men de Varsler, der toges af disse Fænomener, maa n u regnes for Fantasi. Langt de uforklarligste synes ved første Øjekast Beretningerne om, at visse gennemsigtige ædle Stene kunde ændre deres Udseende. Nu er det ikke altid saa let at se, om der har været tænkt paa en virkelig Farveændring eller blot paa en — som det synes Iagttageren *) Allerede Franciscus Imperatus (De fossilibvs opvscvlvm. Nea- poli. 1610. 4°. pag. 44) vidste dette: „Turchesia... optima nocturno tempore mages ad viridem vergit colorem, quam diurno ...“. 2) Boetius de Boot: Gemmar. et lap. hist. 3. ed. 1647. 8°. pag. 269. 8) Robert Boyle: Philosophical Works. 2. ed. London. 1739. 4°. Vol. III. pag. 150.