Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

108 — ringere Glans og Skønhed. Dog tales der til Tider ogsaa ud- trykkelig om en Farveændring, saaledes som det er udviklet i det foregaaende. Selv dette sidste er ikke uforeneligt med Nutidens mineralogiske Viden. Man kender faktisk klare, farvede Krystaller (Ædelstene), der under visse Omstændigheder eller betragtede paa ganske bestemt Maade ændrer deres Farve paa en saadan Maade, at det maatte synes de ældre Tiders Mennesker meget gaadefuldt, hvis de har kendt nogle saadanne Stene, hvad der ikke forekommer mig usandsynligt. Saaledes bliver en mørkt-vingul Topas fra Urulgafloden farveløs ved at udsættes for Dagslyset2). Ogsaa visse Granater (fra Långs- banshyttan i Sverige) bleges i Lyset1). Dette samme gælder visse grønne Chrysopras’er og røde Vanadinit’er. Ligeledes visse Hyacinth- krystaller fra Fichtelgebirge og fra Ceylon3). — Sikkert er dette Til- fældet med endnu flere Mineraler. Det vilde være mærkeligt, om ikke et saadant Mineral, der bleges i Dagslyset eller ved svag Varme, var blevet iagttaget ved en eller anden Lejlighed. Indtraf da kort efter en Ulykke for Stenens Ejer, laa det dengang saa lige til at knytte en Aarsagsforbindelse, som Nutiden ikke kan anerkende. Men disse Mineraler, der bleges, faar aldrig deres Farve igen, vil man indvende. — Maaske beror Beretningerne om, at det sidste er sket, paa Misforstaaelser. Men det kan ikke nægtes, at ogsaa disse Betretninger meget vel kan have deres Rod i gjorte Iagttagel- ser. Den farvede Ædelsten kan under visse Omstændigheder have syntes Iagttageren blegere eller anderledes farvet end ellers — med eller uden Grund; Mennesket er vel overhovedet ikke i Stand til at afgøre, om en Farvenuance er blegere end en anden, set kort i Forvejen, hvis man ikke har en fast Maalestok, og hvis Forskellen ikke er meget stor. — Ved at gaa fra Mund til Mund er da Beret- ningen om, at en Ædelsten ved en given Lejlighed har været (o: syntes) blegere end ellers, bleven forandret til: den mistede sin Farve (da Ulykken nærmede sig), men fik den siden igen. l) Kokscharow: Materialien zur Mineralogie Russiands. Bd. 4. St. Petersburg. 1862. 8°. pag. 34. — Her cit. efter E. W e i n s c h e n k: Vergleichende Studien uber die dilute Färbung der Mineralien i: Zeitschr. f. anorgan. Chemi e. XII. 1896. pag. 377. 2) W. Hi sin ger: Versuch einer mineralogischen Geographic von Schwe- den. Leipzig. 1826. pag. 174. — Her cit. efter E. Weinschenk i: Zeitschr. f anorgan. Chemi e. XII. 1896. pag. 378. s) E. Weinschenk 1. c. pag. 387 — 388.