Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

117 Middel. Det kemiske Laboratorium var jo velforsynet med forskellige Ovne og Digler, der flittigt benyttedes. Mange andre Naturprodukter skulde ved Ildens Hjælp gøres brugelige som Medicin. Hvorfor saa ikke ogsaa de ædle Stene? Fremgangsmaaden var i Principet: at knuse Ædelstenene fint og derpaa extrahere Tincturen. Men i Valget af Opløsningsmiddel af- veg Forfatterne fra hinanden. Herhjemme mente Ole Borch1) at kunne uddrage de ædle Stenes Tinetur alene ved Hjælp af destilleret Vand, hvorom nærmere i det danske Afsnit af denne Bog. König2) angiver, dog kun paa anden Haand, at man kan uddrage den blaa Tinetur af Safiren og den grønne af Smaragden ved at digerere de nævnte Ædelstenes Pulver med „Spiritus Urinæ“ (o: Ammoniak- vand?), og saaledes kunde der fortsættes. Let var det ikke at finde det rette Extractionsmiddel. Kun én Gang er det lykkedes for en saa ivrig Forsker som Boyle8) at fremstille en Vædske, der kunde uddrage Granaters røde Tinetur, naar de overhældtes dermed. Men det var da ogsaa en Vædske, ikke mere ætsende end hvid Vin, hvorfor de, der saa’ Forsøget, undredes saare herover. Skade kun at Fremstillingen af Extrac- tionsvædsken var saa vanskelig, — undergivet allehaande Til- fældigheder 8). Ofte er de brave Kemikere utvivlsomt bievne narrede af farvede Kobberopløsninger, som de har anset for Ædelsten-Tincturer, mulig- vis ogsaa af andre farvede Vædsker, hidrørende fra Urenheder i de anvendte Reagenser. Navnlig naar Ædelstenene pulveriseredes i Kobber- eller Messingmortere, kunde Kobberpartikler let senere give farvede Opløsninger. Disse Fejlkilder nævnes ganske rigtigt ') Olaus Borrichius: Prælectiones chemicæ i det kgl. Bibliothek Thott- ske Saml. 744. 4 °. Blad 24 v, (upagineret). 2) Emanuel König: Regnum minerale... Basil. 1703. 4°. pag. 209: Rp. Harum [o: Safir og Smaragd] Gemmarum pollinem, eique affunde spiritum urinæ solventem & digestioni committe, & post paueos dies extrahetur Tinctura ex Saphiro coerulea, Smaragdo autem viridis". 2) Robert Boyle: Specimen de gemmarvm origine... 1680. 4°. pag. 11: „... Semel tamen ego feci menstruum (dico semel, quia præ- paratio ejus adeö casibus’ fortuitis est obnoxia, ut sæpius aberraverim) quod effusum in bené coloratos granatos non calcinatos, sed integros, brevi tempore condecorabatur serenå, amoenaque tinctura, quod in ad- mirationem trahebat peritissimos viros, quibus illud monstrabam, quia menstruum non erat magis corrosivum, quam vinum album".