Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

146 I det 17. Aarhundrede, saa længe selv de lærdeste Læger troede paa disse Stenes Virkninger, har de velstaaende Patienter let kunnet faa deres Villie, om de ønskede den Slags Lægemidler. Senere, da Troen begyndte at vakle hos Lægerne, medens den endnu holdt sig hos Lægfolk, var det nok vanskeligere. Da gjaldt det jo for Lægen om at handle efter sin bedste Overbevisning og dog maaske føje en rig Patient i dennes Ønske om at faa Ædelsten-Lægemidler, saaledes som de Ord, der staar over dette Kapitel, viser, at det kunde hænde. Det var en lidt vanskelig Situation. Hvor let kunde Lægen og Apo- thekeren ikke faa Ord for at ordinere og sælge disse kostbare Læge- midler for — som det hedder1) — „seinen Seckel zu fiillen, und seine Pulver in lauter Thaler zu verwandeln". Men hermed er vi allerede et godt Stykke ude over det 17. Aar- hundredes Grænser. Skønt det egentlig ikke direkte vedkommer Emnet: Ædelsten, maa dog til Slutning siges et Par Ord om de Fattige og deres Læge- midler. Naar lige undtages Hospitalerne, ogsaa de militære Lazaretter2), hvor ogsaa mindre-bemidlede blev behandlede efter alle Kunstens Regler med Ædelsten-Medicin etc., kan man trygt gaa ud fra, at det ellers kun var velstaaende eller fornemme Patienter, som nød godt af disse Midler, ligesom det — om man tør slutte fra samtidige danske Forhold til de udenlandske, — vel udelukkende var disse Mennesker, der brugte virkelige Læger. Dette gælder baade den udvendige og den indvendige Anvendelse af de ædle Stene. Vel kan man ikke tvivle om, at jo Almuen, navn- lig i Bjærgegne, har baaret Sten-Amuletter, saaledes som den gør J) J. P. Eberhard: Abhandlung von dem Ursprung der Perle. Halle. 1751. 8°. pag. 3. 2) Saaledes fortæller Thonerus (Observationum medicinalium, haud trivialium, libri quatuor. Ulmæ. 1651. 4°. pag. 16.) om den gavnlige Anvendelse af Species de Hyacintho mod grasserende „ondartede Febre" i en Hær: „Recidit mihi in memoriam, me olim å Dn. D. Hor- stio collega meo honorando, audivisse, sibi å quodam Médico castrensi, ... perscriptum, se in abigendis febribus malignis, inter milites gras- santibus, nullum præcellentius deprehendisse præsidium, quam species de hyacintho, ut ferme nullus mortuus, cui exhibitæ".