Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

schaft neuer Aberglaube . . . was heute Aberglaube ist, war einst Wissenschaft." Man kan ikke i en Skildring af det 17. Aarhundrede kalde An- skuelserne om de ædle Stenes medicinske Egenskaber for Overtro. Thi selv de mest oplyste Mennesker i Tiden troede derpaa. Hertil kommer, at det hele passede godt ind i Tidens øvrige Viden og theoretiske Anskuelser. Det samme gælder Troen paa visse Ædelstenes Ændring af Udseende som Følge af deres Bærers Sygdom, Tyrkisens Brud ved pludselige Fald og lignende. Alt saadant er kun Overtro for vor Tid, ikke for det 17. Aarhundrede. Men hvor meget eller hvor lidt af den Slags, der skal medtages som Videnskab for det 17. Aar- hundrede, — derom kan der disputeres. Paa de foregaaende Sider har jeg søgt at give et saa sanddru som muligt Billede deraf. Naar jeg her har sagt, at Anskuelserne om de ædle Stenes Egen- skaber passede godt ind i Tidens Theorier, saa er hermed ikke sagt, at enhver Bog om Ædelstene, som udkom i det 17. Aarh., giver en theoretisk Begrundelse af disses formentlige Virkninger paa det menne- skelige Legeme, — med mindre man da vil nøjes med den Begrundelse, at den og den Ædelstens Virkninger kommer i Stand ved „Sympathi". Thi meget ofte gaves denne „Forklaring"1). — Der fremføres, mig bekendt, ingen Grund til en saadan Virkning af Bjærgkrystallen som den, at man heri havde et Middel til at forøge Diegivendes Mælke- mængde. Ej heller til at Blodsten standser Blødninger, at Tudse- Sten ophæver Giftens Virkning osv. Alt dette staar alene som noget formentlig erfaret. Alle, eller dog de fleste, troede det. Men en virkelig Forklaring gav man ikke og kunde ikke give den. Knapt nok kunde det kaldes en Forklaring, naar man opstillede2) et Skema over Lægemidlernes Egenskaber: at gøre varm, kold, tør, fugtig; at høre til emollientia, indurantia osv. — Grupper, hvori ogsaa de ædle, dyre Stene anbragtes. Thi der blev næsten altid op- stillet en Gruppe tilsidst, hvori der var Stene, som virkede „ved occult Egenskab", d. v. s. havde Virkninger, som Erfaringen syntes at vise, x) Et Exempel blandt mange er: Theatrum sympatheticum auc- tum. Norimbergæ. 1672. 4°. passim. 2) Saaledes bl. a. i H e n r i c u s R e g i u s: Fundamenta medica. Ultrajecti. 1647. 4°. pag. 17.