Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

154 at „de røde Korallers Farve er stærkere, naar de bæres af en sund Mand, end naar de bæres af en Kvinde, maaske fordi saa rene Dampe ikke udsendes fra hendes Legeme til Korallen som fra Mandens." En lignende Tankegang ligger sikkert ogsaa bag de ikke helt sjældne Beretninger fra det 17. Aarhundrede om Ringe af Guld og Sølv, der forandrer deres Udseende, naar et Sygdomstilfælde nærmer sig Bæreren. Lentili us1) fortæller om en 20-aarig Jomfru, hvis Sølv- ring blev sort, naar et hysterisk Anfald nærmede sig. Og gennem en Notits hos Ri ed li nus2) ser man klart, hvor kort Springet var fra ildevarslende Ringe til ildevarslende ædle Stene. Han beretter om en fornem Dame (perillustris Matrona), til hvem han engang i Samtalens Løb udtalte, at hendes Sundhed maatte da være fortræffelig, saa stærkt røde som Korallerne var i et Smykke, hun bar. Hun svarede hertil, at det Tegn regnede hun for intet. Men en Guldring, hun bar, viste om hun var sund, eller en Sygdom nærmede sig: „thi hvis den straaler med sin naturlige Farve, er den et sikkert Vidnesbyrd om, at jeg er sund; hvis den derimod begynder at blive mat, har jeg aldrig falskelig forudsagt, at en Sygdom stod for Døren." — Atter et Vidnesbyrd om, hvor grundforskelligt fra Nutidens det 17. Aarhundredes Syn paa Smykker og ædle Stene var. Denne Mand, der komplimenterer den fornemme Dame for hendes Sundhed, om hvilken hendes stærkt røde Koraller vidner, og denne Dame, der iagttager sin Guldring for at kontrollere sit Helbred, taler ud fra Idekredse, som nu forlængst er glemte. — — Hvad der gælder for Guld- og Sølvringe og Koraller, kan ogsaa bringes til Anvendelse for de øvrige ædle Stene. Lejligheds- vis er der allerede i det foregaaende (Side 95) berørt, hvorledes det ofte troedes at være usynlige Uddunstninger eller lignende fra Bærerens Legeme, der paavirkede de ædle Stene. Selvom det ikke altid direkte siges, kan disse Idéer med god Grund tænkes at være brugte til Forklaring af de forskellige ædle Stenes formentlige Æn- dringer af Udseende, — hvis man da ikke fandt større Behag i Forklaringen med Sympathi mellem Stenen og Ejeren, eller ved *) R. Lentilius: Miscellanea medico-practica tripartita. Ulmæ. 1698. 4°. Part III. pag. 299. Vitus Riedlinus: Lineæ Medicæ [Annus secundus]. Aug. Vindel. 1696. 8°. pag. 377: „...si enim nativo suo colore splendeat, sani- tatis præsentis index est certissimus, si vero pallescere incipiat, mor- bum præ foribus esse, nunquam falso prædixi“.