Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

156 Man kunde med Monardes1), hvis Bog citeres ofte af det 17. Aarhundredes Forfattere, forklare Virkningen af Lapis nephriticus derved, at denne Sten „formindsker Nyrernes Varme" *). — Man kunde med nogle2) forklare Safirens formentlige Virkning over- for Pestbylder derved, at Stenen „muligvis aabner Legemets Porer" og virker som en Magnet, der hindrer Pestgiftens Indtrængen, — et i vort Øre noget uklart Forklaringsforsøg, men dog et Forsøg paa at give naturlige Grunde til de ædle Stenes formentlige Virkninger. Og for mange Mennesker i det 17. Aarhundrede har det sikkert ikke lydt mere utroligt, at Safiren kunde være „en Magnet" for Pestbylder, end at Magneten kunde tiltrække Jærn. Man forbavsedes dengang i højeste Grad over Magnetens Tiltræk- ningskraft3) og søgte at bringe de her konstaterede Fænomener til Anvendelse som Forklaring for Virkningen af den vidt bekendte „Vaabensalve" (Unguentum armarium) og lignende „magnetiske" Lægemidler, et Spørgsmaal, der maa forbigaas her som liggende i Ædelsten-Spørgsmaalets yderste Periferi4). Endelig var der den Theori, at Amuletternes Virkning skyldtes visse Udstraalinger eller Uddunstninger („effluvia") fra Amuletten til Bærerens Legeme. Dette gælder naturligvis kun de medicinske Amuletter, ikke de trolddomsagtige magiske Sedler og lignende. Om de førstnævnte hedder det hos Untzer5), at de virker derved, „at ') Nic. Monardes: De simplicibvs medicamentis ex occidentali India delatis ... Antverpiae. 1574. 8°. pag. 51. Lap. nephr. lindrer Nyre- smerter „renum calorem mitigando". Joannes Baptista van Helmon t: Ortvs medicinae. Lugd. 1655. in Folio, pag. 460, omtaler dette. s) „Qvid mirabilius Magnete ...“, udbryder Petrus Servius i sin: Dissertatio de unguento armario ... Romae. 1643. 8°. pag. 14, — forøvrigt kun brugende Plinius’ Ord (lib. XXXVI 26). 4) Om „Vaabensalven", der skulde have den Egenskab, at naar den smurtes paa det Vaaben, hvormed et Saar var tilføjet, heledes Saaret uden anden Behandling, diskuteres der ivrigt i det 17. Aarhundredes Litteratur. En Del af den vigtigste Litteratur, hvori Modstanderne for- bitrede staar overfor hinanden, og hvor det summer om Ørene med Djævelen og stærke Ord, er samlet i: Theatrum sy mpat heticu m auctum. Norimbergæ. 1672. 4 °. — Om „Vaabensalven" i Danmark se: I. W. S. J o h n s s on : Det Wiltfangske Manuskript, i: F r a A r k i v og Museum. Bd. 4. pag. 229 ff. s) Matthias Untzerus: lEPONOSOAOTTA chymiatrica hoc est epilepsiæ .. descriptio .. Halæ Saxon. 1616. 4 °, pag. 238: „ .. quod ab illo- rum substantia vapores quidam subtilissimi, velut a Topoi defluant, qui