Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

157 der fra dem udgaar nogle meget fine Dampe, man kunde maaske sige Atomer, som i det skjulte indsuges gennem Hudens Porer og ved deres kraftige Egenskaber ophæver Sygdommens Aarsag og lidt efter lidt bringer Legemet paa Fode igen.“ Blandt Amuletter, der menes at virke saaledes, nævner han (pag. 239 ff.) udtrykkelig ogsaa ædle Stene som Koral, Smaragd og Jaspis. — Naar mange troede, at der fra det menneskelige Legeme udgik fine og usynlige „effluvia1', som kunde paavirke de ædle Stene, har man sikkert heller ikke fundet det utroligt, at der fra Sten-Amuletterne kunde tænkes at udgaa lignende „effluvia" af kraftig Virkning. — Alt dette var Forklaringsforsøg, som træffes rundt om i det 17. Aarhundredes Bøger; men det var heller ikke mere end Forsøg i forskellige Retninger: nogen fasttømret Enhed var det ikke, og util- fredsstillende var det i mere end én Henseende. Saaledes er disse Forklaringsforsøg sikkert ogsaa i det 17. Aarhundrede ofte bievne be- tragtede. Thi det kan hænde, at en af Datidens Forfattere1) ender sine Betragtninger over de ædle Stenes Egenskaber og over Aar- sagerne til Virkningerne med slet og ret at paastaa, at Smaragd har den Virkning, naar den bæres som Amulet, andre Ædelstene andre Egenskaber. Saaledes er det, Erfaringen viser det. Men om nogen Begrundelse er der ikke Tale. Forfatteren synes at have følt sig ganske afmægtig overfor Forstaaelsen af Naturens Fænomener. Hermed er man i Virkeligheden naaet tilbage til dette Kapitels Udgangspunkt: at affærdige Sagen med en Henvisning til de ædle Stenes „occulte Egenskaber", Egenskaber hvorover man kunde undre sig, men som ikke kunde egentlig forklares. Maaske alleroftest søgte man paa denne Maade at skaffe Ro om Ædelsten-Spørgsmaalet. Om de ædle Stenes mærkelige (medicinske og andre) Egenskaber kunde der ikke tvivles. Altfor mange lærde og anerkendte Mænd mente at have observeret disse. Var det uforstaaeligt, — nu ja, saa var de ædle Stenes Virkninger ikke det eneste forbavsende og uforstaaelige i Naturen. Der var, ogsaa i det 17. Aarhundrede, Mænd, der nærede visse Tvivl med Hensyn til de ædle Stenes Virkninger paa det menneske- lige Legeme. Ikke at de i og for sig tvivlede om, at Helbredelser kunde ske ved at bære disse Stene paa sig. Men de mente, at det spiratione occulte per cutis poros attracti, morbi causam virtute suå alteräre, corpusque sensim reficere possunt...“. *) Se Bernhard. Cæsius: Mineralogia... Lugd. 1636. pag. 544 ff.