Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

158 muligvis slet ikke var Stenene som saadanne, der virkede; men at det derimod skyldtes Fantasiens stærke Magt. Boyle har, som tid- ligere berørt, været inde paa, at muligvis kunde Fantasien spille en Rolle, naar Blodsten standsede Blødninger. Heucher1) forklarer Edderkop-Stenens tilsvarende Virkning som et Resultat af psykisk Indvirkning. Og disse Mænd staar ikke ene. Thomas Fien*) siger rent ud, at „Erfaringen viser, at saare mange er bievne helbredede blot ved at bære Stene som Amuletter . . . derved, at de troede, at disse var udmærkede og meget kraftige Amuletter". Der kan ikke være Tvivl om, at denne sidste Forfatter har Ret, navnlig hvor det gælder Sygdomme af nervøs Natur. Den Helbredelse for Søvnløshed ved at bære en Diamant, som er gen- givet tidligere efter Spigel, er et Exempel, som nu synes let gennemskueligt, har det end sikkert i sin Tid bidraget sit til at øge Tilliden til de Kræfter, der mentes at være de ædle Stenes Ejen- dommelighed. Men Udtalelser som den af Fien var farlige for Ædelsten- Therapien. Er det virkelig blot den Tillid til Sten-Amuletterne, som Patienten nærer, der betinger disses Virkning, da er det jo lige- gyldigt, hvad der hænges Patienten om Halsen. Da var det muligt at opnaa Helbredelse paa langt billigere Maade. Ogsaa naar man brugte ædle Stene som Lægemidler at tage ind, søgte man af og til at begrunde dette. Allerede tidligere er berørt, hvorledes man søgte at retfærdiggøre Brugen af upræparerede Ædel- sten-Fragmenter ved Henvisning til „den rasende Archeus" eller paa anden Maade, — noget der ogsaa vil blive Lejlighed til at om- tale, naar Tidens kritiske Bestræbelser paa Ædelsten-Omraadet skildres i et følgende Kapitel. Man kunde med Kemikerne stræbe efter at uddrage quinta es- sentia af de ædle Stene, saaledes som det allerede er skildret, og da 1. H. Heucherus: Araneus homini preniciosus et salutaris. Viteb. Saxon. 1701. 4°. § 34 ff. 2; Thomas Fienus: De viribus imaginationis tractatus. Editio nova. Londini. 1657. 8°. pag. 170: ... experientia docet plurimos fuisse curatos å morbis, gestando solum lapillos ... per hoc, quod crederent illa esse nobilissima & efficacissima amuleta".