Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

159 forklare disse Præparaters formentlige kraftige Virkninger derved, at alt det unyttige og uvirksomme var fjærnet, ligesom naar man fremstillede kraftige Lægemidler ved at extrahere det egentlig virk- somme Stof af Planter. Og hvad Virkningen af Magisterier og lig- nende angaar, da kunde man slaa sig til Ro med den Forklaring1), at disse virker saa meget bedre end Pulvere, fremstillede ad meka- nisk Vej, fordi de er langt finere fordelte end disse og derfor langt lettere optages af Organismen. En Art Begrundelse var ogsaa den af Paracelsus2) fremdragne og videre udviklede gamle Signatur-Lære, der sagde, at Sygdommene skulde helbredes ved Hjælp af Lægemidler, som havde „samme Sig- natur" som Sygdommen3). Derfor kunde man mod Sten-Lidelser bruge stenhaarde Frø og Stene, ogsaa ædle4). Signaturlæren5), som ved første Øjekast er saa bestikkende i al 1) Laurentius Hofmannus: De vero usu & fero abusu medica- mentorum chymicorum commentatio. Halæ Saxon. 1611. 4°. pag. 113: „Magisteriorum & essentiarum frequens in Medicina usus est, longe enim subtiliores sunt ipsis pulveribus, ideoque penetrantiores . 2) Flere Steder i sine Skrifter kommer Paracelsus ind herpaa, f. Ex. i II Bd. pag. 327 af Huser’s Udg. Basel. 1589. 4°. 8) De Lægemidler „welche eine Kranckheit vorstellen/heilen auch die Kranckheiten / die sie vorstellen. Also dienen dem Stein diejenigen Sachen I die demselben gleich seyn ...“, hedder det i: Joh s. Schroe- der: Vollständige und Nutzreiche Apotheke. Nurnberg. 1693. in Folio, pag. 65. 9) Ved Hjælp af Signaturlæren mente man forøvrigt ogsaa at kunne forstaa, hvorfor den Form af Aetites, som nu kaldes Ranglesten, var Fødsels-Amulet: Stenen afgav jo et Billede af en Uterus med Foetus. — Det skal dog ikke forties, at andre søgte at forklare Ae- titens Virkning anderledes. J. D. Reinius (se: j. Wo 1 ff: Curiosus amuletorum scrutator. Frcf. & Lpz. 1692. 4°. pag. 624.) mener, at det ikke er Stenen som saadan, der virker, men at Virkningen skyl- des, at Stenen bindes fast om Barselkvindens Laar „unde pelvis am- plior redditur; atque propter dolorem ac tensionem illic excitatam partes ibidem irritentur, ut adjuvent conatum parturientium ...“. *) Litteratur vedrør. Signaturlæren er samlet i: G. A. Pritzel: The- saurus literaturae botanicae omnium gentium. Lps. 1851. 4 °, pag. 492. — Foruden til de der i nævnte Bøger kan henvises til: G. W. W e d e 1 i u s: Amoenitates materiae medicae. Jenae. 1686. 4°. pag. 18 ff., hvori der diskuteres for og imod. Endnu saa sent forkastes Læren ikke ganske; men der anvises den Plads som et Slags vejledende Princip, hvis Fingerpeg om Lægemidlernes Egenskaber maa korrigeres ved Experimenter, — et Synspunkt overfor Signaturlæren, som for-