Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

160 sin Enkelhed, skal iøvrigt ikke omtales nærmere her. Helt har den dog ikke kunnet forbigaas i en Bog, hvor de ædle Stenes Historie fremdrages. Med det nævnte er ikke alle Forsøg paa at begrunde den interne Brug af ædle Stene som Lægemidler omtalte. Man kunde — som nogle gjorde det1) — formode, at det var paa Grund af deres „store Kulde"2), at de egentlige Ædelstene (i Nutids Betydning) var egnede til at bekæmpe de hede Febersygdomme. Denne Forklaring bun- dede vel i den Galen’ske Lære: „Contraria contrariis". Og da Kritiken af Ædelsten-Anvendelsen i Slutningen af det 17. og i det 18. Aarhundrede tog Fart, diskuteredes endnu andre For- klaringsmuligheder. Men dette gemmes rettest til det Kapitel, der skal handle om den stadig voxende Kritik af Brugen af ædle Stene i Lægekunsten. ‘ 1 *1 øvrigt bl. a. Daniel Sennert havde anlagt (De Chymicorum cum Aristotelicis & Galenicis consensu ac dissensu ... Witteb. 1619. 8°. pag. 605.). *) Om de egentlige, haarde Ædelstene virker mod Febre paa Grund af den dem iboende „store Kulde" (som man mente at kunne føle umid- delbart), diskuteres i: J. B. Sil vaticus: Controversiae medicae. Fran- cof. 1601. in Folio, pag. 223. — Forf. forkaster dette. 2) Om Ædelstenenes „Kulde" kunde man i det 17. Aarh. læse det mest forbavsende. J. Wolff (Curiosus amuletorum scrutator. Frcf. & Lpz. 1692. 4°. pag. 564.) refererer Diskussionen om, hvorvidt det kunde tænkes, at Paverne Leo IV og Paul II var bievne syge og døde af at bære Perler og Ædelstene paa Grund af disses Kulde og maaske Mængde („propter suam frigiditatem & forte multitudinem"). Der dæmrer dog en Tanke om, at disse Dødsfald kunde skyldes Gift eller ukendt Sygdom.