Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

VI. „I Naturvidenskaberne opstaar mange Vildfarelser derved, at man taabeligt for- vexler Samtidighed med et virkeligt Aar- sagsforhold".1) Da man for Alvor begyndte at kritisere Tilliden til de ædle Stenes formentlige Egenskaber, maatte ogsaa det Spørgsmaal opstaa: Hvilke Aarsager har medvirket til, at denne Tillid kunde holde sig saa længe selv blandt lærde og indsigtsfulde Mænd? Det synes mig ikke uden Interesse at betragte denne Side af Sagen lidt nærmere. I den kritiske Periode i Slutningen af det 17. og en stor Del af det 18. Aarhundrede er flere Forfattere2) inde paa dette Spørgsmaal uden dog altid at tage Sigte paa Ædelstenene alene. Kun S pener behandler specielt disse. Man vil hos disse Forfattere finde forskellige Momenter frem- hævede som medvirkende ved Bevarelsen af Tilliden til ædle Stene og andre Medikamenter, som nu anses for unyttige. S pen er3 * s) mener, at muligvis har Djævelen, som er Guds Efteraber (simia DEI) og har stor Magt over Naturen, nu og da givet det Udseende ’) J. J. Sp en e ru s: De gemmis errores vulgäres .. Lips. 1687. 4°. Sectio II Physica. § 14 Slutning, „...multi in physicis errores nascuntur, dum causa per accidens cum causa per se inepte confunditur“. Marx: Die Lehre von den Giften. Gottingen. 1827. Bd. I. pag. 213. 2) Vigtigst er: J. J. Spene rus: De gemmis errores vulgäres. Lips. 1687. 4°. Sectio II Physica. — Sml. ogsaa J. F. Cartheuser: Ru- dimenta materiæ medicæ rationalis... Francof. ad Viadr. 1741. 8°. pag. 4 ff; og J. G. G led its ch: Anleitung zu einer vernunftmässigen Erkenntniss der rohen Arzeneymittel. Berlin. 1767. 8°. pag. 5. o. a. St. — I samme Retning udtaler ogsaa J. G. Kriiniz sig i: Neues. Hamburgisches Magazin. IV. 1768. pag. 404 ff. s) Spenerus 1. c. Sectio II Physica. § 5. 11