Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

162 af, at visse ædle Stene havde mærkelige og stærke Egenskaber, ene og alene for at bedrage enfoldige Mennesker. Saa taler han1) ogsaa om Menneskenes mangelfulde Kendskab til Naturen og dens Kræfter, hvilket har gjort det muligt, at det mest fabelagtige har kunnet tros om Ædelstenenes Egenskaber. Og ende- lig nævner han som et ikke uvæsentligt Moment den altfor store Lettroenhed, hvormed de gamle Forfatteres Paastande modtoges. Dette sidste har utvivlsomt spillet en meget stor Rolle. Thi ikke alene havde det i hine Tider stor Vægt, hvad de klassiske Forfattere udtalte, — saa stor, at Henckel2) fandt det nødvendigt at dadle sin Samtid og sine Forgængere, fordi de ikke tilstrækkeligt brugte deres egne Øjne, men ofte mente at kunne afgøre Sagen med et: „So spricht Aristoteles, so spricht Serapio, so Avicenna, so Plinius .. .“; — men ogsaa Udtalelser af bekendte Forfattere, som man havde nær- mere ind paa Livet, synes endnu i det 17. Aarhundrede at være bievne modtagne med en Autoritetstro, hvortil Nutiden næppe kan opvise Magen. Man studser ofte over at finde det 16. Aarhundredes, ja endnu ældre Bøger citerede i Bøger fra det 17. Aarhundrede, som om disse gamle Anskuelser endnu var brugbare i Dagens Dis- kussioner lige saa godt, som da de første Gang blev fremsatte. Da maatte Resultatet, ogsaa for de ædle Stenes Vedkommende, blive det, som S pen er8) anker over, at falske Paastande kritikløst gaar fra Forfatter til Forfatter og derved tilsidst ligesom faar et ærvær- digt og paalideligt Skær over sig. Mangt og meget i de gamle Bøger er virkelig kun en saadan Genspejling af forudgaaende Autoriteters Meninger, — som disse maaske atter havde laant fra deres For- 1) S p e n e r u s 1. c. Sectio II § 3. 2) J.F. Henckel: Pyritologia. Leipzig. 1725. 8°. pag. 22. — Her kunde ogsaa mindes om de Ord, hvormed Hans Christensen Bartsker sidst i det 16. Aarh. giver sin Autoritets-Tro tilkende: „Seneca Scriffuer/ at det er det beste mand giøre kand / at mand følger den rette Sande visse oc trøge Vey / som di andere der haffuer veil vandert oc gangen for oss / lige saa skulle vi / effterfølge di Gamle deris Lere / oc ikke Rosse sig nogen aff sin egen Mact...“. [En liden Bog / om alle hande Siug- dom... Schlesswig. 1596. 4°. pag. 2.]. Sml. ogsaa Erasmus Bar- tholin u s: De naturae mirabilibus qvæstiones acad. Hafn. 1674. 4°, pag. 43: „Multis pro veritate est autoritas antiqvorum". 8) Sp enerus: De gemmis errores. 1687. 4°. Sect. II § 3. „ ... Itaqve ab aliis falso tradita, ad posteros propagarunt, ut errores eundo qvasi per ætates, robur qvoddam acqvisiverint plurimi“.