Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

170 det bedre kunne förstaas, at Paastande om ædle Stenes Egenskaber, der nu lyder utrolige og fabelagtige, kunde tros selv af det 17. Aar- hundredes mest oplyste Mennesker. Først efterhaanden som talrige Detailundersøgelser, ofte tilsyne- ladende uden indbyrdes Interesseforhold, blev udførte paa alle Natur- videnskabens Omraader, var det Materiale tilvejebragt, paa Grundlag af hvilket der med Held kunde tages Standpunkt til Ædelsten- problemet. Men den menneskelige Tanke venter ikke taalmodig, til der paa en Gang kan skydes Bresche i Muren. Tværtimod stormer den atter og atter frem. Kritiken søger med den til enhver Tid til Raadighed staaende Viden at omstyrte det, om hvis Rigtighed en og anden har fattet Mistanke. Herom skal det følgende Kapitel handle. pag. 351, hvor Forf. stiller sig meget skeptisk til Jordemødrenes (Luci- narum nostrarum) Tro paa Aetitens Virkninger under Fødsler: „sique quidpiam interdum conferre visus, forsitan inter circumstantiarum igno- rantiam per vulgatissimum in Medicina (non Causæ ut Causæ) elenchum aut violentas Matricis præcipitationes similiter factum, ad minimum in- certæ est fiduciæ ...“.