Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

VII. „Den ene Dag er den andens Læremester" *). De Anskuelser, der engang næredes om de ædle Stene (i dette Ords gammeldags omfattende Betydning), forkastedes natur- ligvis ikke paa éngang. Forholdet var tværtimod det, at Stykke for Stykke maatte Tilliden til dem nedbrydes, alt som den voxende Ind- sigt i Naturen gjorde Idéerne uholdbare. Men saa dybt rodfæstet var Troen paa Ædelstenenes mærkelige Egenskaber, at selv Mænd som Robert Boyle ikke kan frigøre sig derfra, men prøver at skaffe Beviser tilveje. Dog stadig rejser Kritiken Hovedet, for hver Gang stærkere. Alt som Aarene skred, blev flere og flere af de ædle Stenes formentlige Egenskaber ansete for ubevislige og tvivl- somme eller i det mindste stærkt overdrevne. Men det meste af det 18. Aarhundrede2) gaar, før Ædelstenene er fjærnede fra Europas Apotheker, selvom de mod Slutningen kun fik Lov at staa dér som Kuriositeter. Herom paa sit Sted. Ædelsten-Kritikens Historie er en Beretning om, hvor vanskeligt det er at faa gamle vrange Forestillingskredse udryddede, selv efter at Grunden omtrent ganske er smuldret bort under dem i Tidernes Løb. ’) J o h. W i 1 h. B a u m e r: Historia natvraiis lapidvm pretiosorvm omnivm ...hactenvs in vsvm medicvm vocatorvm ... Francof. 1771. 8°. De- dikationens første Side nederst: „...dies diem docet...". a) Her er maaske Stedet at paatale det fejlagtige i den Udtalelse, som Franklin fremsætter (La vie privée d’autrefois. Les médicaments. Paris. 1891. 8°. pag. 139.): „Sur ce point [o: de ædle Stenes Læge- doms-Egenskaber] on ne rencontre guére d’incrédules entre le treiziéme og le dixneuviéme siécle". Navnlig i det 18. Aarhundrede kunde man op- vise megen Vantro og Spot paa dette Omraade. De følgende Sider vil vise dette tilfulde. Korrekt er det heller ikke, naar Edmond Min- vi e 11 e udtaler om Ædelstenene (La médecine au temps d’Henri IV. Paris. 1904. pag. 53): „On n’était pas toujours d’accord sur leurs propriétés par- ticuliéres; mais personne n’aurait osé contester leur influence curative".