Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

172 Som allerede oftere berørt modtog det 17. Aarhundredes Menne- sker fra Forfædrene en Mængde i vore Øjne meget fantastiske An- skuelser om de ædle Stenes Egenskaber. I de meget udbredte Skrifter af f. Ex. Marbodæus, Albertus Magnus og Agricola er Naturligt og Overnaturligt, Virkelighed og Fabel blandet med hin- anden. Det blev nu det 17. Aarhundredes Opgave at søge at ad- skille Sandt fra Vrangt. Allerede ned imod Aar 1600 havde en Forfatter, Johan Lange1), søgt at belære sin Samtid om, hvilke Egenskaber man kunde til- lægge de ædle Stene og hvilke ikke. Han stoler fast paa deres medicinske Virkninger2), selvom det ofte er uforklarligt, hvorledes disse kommer i Stand. Men at Agat skulde gøre Ægtefæller enige, Topas bringe sin Bærer Sikkerhed, og lignende, anser han for Snak, som ikke er en Hvid værd3). Det blev disse Anskuelser, der skulde adopteres af det 17. Aar- hundrede. Kort efter Aarhundredskiftet (i Aaret 1609) udkom Boetius de Boot’s Skrift om Ædelstene — en Bog, som igennem hele det 17. Aarhundrede blev af fundamental Betydning for Studiet af de ædle Stene og disses dengang saa meget omtalte Egenskaber. Denne Bog er forsaavidt uoriginal, som dens Grundtanker i Forvejen er ud- talte af Johan Lange. Men den er alligevel et Værk, der ingen- lunde kan ses bort fra. Thi ikke alene udformede Boetius de Boot de nye Ædelsten-Anskuelser nærmere og gjorde det med Dygtighed; men hans Bog bliver i det 17. Aarhundrede det meget kendte og meget benyttede Værk, man søgte til, naar de ædle Stene skulde studeres, medens Langes Epistolæ træder i Skyggen, som for- holdsvis ukendt. Man staar altsaa her overfor et af de i Videnskabens ’) Joannes Langius: Epistolarvrn medicinalivm volvmen tri parti tvin .. Francof. 1589. 8°. pag. 792 ff. 2) J. Langius 1. c. pag. 793: „ ... Aliæ vero sunt in arte curandi morbos gemmarum facultates, experientia repertæ, & vsu peritorum approbate.. Atqui quum horum causas effectuum reddere nequimus, oportet nos ra- tionis inopes, agyrtarum more, ad cæcas formæ speciuocæ proprietates, tanquam ad sacram ancoram & imperitorum asylum, vel ad certo im- perscrutabiles siderum operationes & effectus ... confugere". 8) J. Langius 1. c. pag. 792: „ ... Quis enim rationis compos non irrideat velut anilia deliramenta, in Achate coniugum concordiam... in Topazio sinistri brachii armillis inserto securitatem... & alias sexcentas huius generis nugas? quas ne assis quidem facio".