Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

174 Hvilke Egenskaber tillægger denne Forfatter da de ædle Stene? — Først og fremmest medicinske. Baade som Amuletter og til indvendig Brug mener han disse Stene anvendelige. Fra Fantasiens og det Overnaturliges taagede Verden drages de ædle Stene nu ind i Virkelighedens klarere Lys. Fra at være omgivne med et halvt trolddomsagtigt Skær bliver Ædelstenene nu at regne for Naturpro- dukter, som er i Besiddelse af kraftige Egenskaber, hvilke Menne- sket kan drage sig til Nytte i Lægekunsten. Dette var et stort Frem- skridt i Retning af Sandhedens Erkendelse. Hvor klart end Boetius de Boot’s Blik er, formaar han dog ikke ganske at frigøre sig for Idéerne om de ædle Stenes ligefrem vid- underlige Egenskaber. Navnlig kommer dette frem i hans Anskuel- ser om Tyrkisen, hvilke allerede er fremdragne (Side 89 ff.). Det skinner her igennem, hvor dybt rodfæstet Troen paa de kostelige Stenes mærkelige Egenskaber var. Det utroligste var troligt, hvis Erfaringen syntes at bekræfte det. Der maatte gaa endnu en rum Tid, før Troen paa ædle Stenes halvt eller helt overnaturlige Virk- ninger kunde forlades ganske og aldeles. Trods sine Mangler er Boetius de Boot’s Bog dog et stort Fremskridt. Der kan næppe være Tvivl om, at den har bidraget stærkt til, at man i det 17. Aarhundrede — i hvert Fald i den lærde Verden — hovedsagelig betragtede de ædle Stene fra lægeviden- skabelige Synspunkter1), naar disse Stenes Egenskaber kom paa Tale. Naar dette er Tilfældet, er der i Virkeligheden aabnet Vej for en exact Undersøgelse af Ædelstenenes Egenskaber. Foreløbig blev det dog kun ved Muligheden. Man kan da karakterisere det 17. Aarhundredes Standpunkt til Liebes-Wercks getragen wird: ferner / dass ein Diamant / (oder Magnet) wenn man ihn unter das Kopf-Kussen leget / die Unkeuschheit einer Frauens-Person an den Tag geben soli: nicht weniger i dass ein Sapphir wider das Bezaubern diene ... / das alles / bekenn ich / kan ich noch nicht glauben ...“. Videre var Thomas Brown ikke naaet, — han, som vilde bekæmpe sin Tids Vildfarelser. *) Herunder hører, ret beset, ogsaa tildels Beretningerne om farveændrende Ædelstene; thi det var jo, som skildret, ofte Sygdom og Død, der vars- ledes, og Ændringerne skyldtes efter manges Mening sygelige Uddunst- ninger fra Bærerens Legeme, hvilket maatte interessere Lægen. At de ædle Stene ogsaa kunde betragtes og blev betragtede som Smykker, ser jeg — som tidligere berørt — bort fra i denne Sammenhæng.