Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

175 det i Aarhundreder omdebatterede Ædelsten-Spørgsmaal saaledes: man stoler paa disse Stenes medicinske Egenskaber; derimod har man nu forladt det allermeste af de forudgangne Slægters fabel- agtige Beretninger og Paastande om de ædle Stenes Egenskaber af overnaturlig Art Gennem hele det 17. Aarhundrede anvendtes ædle Stene i Læge- kunsten. Men énstemmig Hyldest fik disse Lægemidler ikke i Litte- raturen. Kritiken havde rørt paa sig, før det 17. Aarh. randt op, og dens Tale skulde i Tidens Løb blive højere og højere, saaledes som det nu skal berettes. Allerede tidligt i det 16. Aarhundrede havde Aloisius Mun- della1) stillet sig ikke lidet afvisende overfor den medicinske Brug af Ædelstene, især Smaragd. Thi disse Stenes Pulver er uopløseligt i Tarmkanalen, og har derfor ingen Virkning. Hertil kommer den praktiske Betænkelighed, at man ofte i Apotheket faar Glas og simple Stene i Stedet for ægte Ædelstene. Mod det 16. Aarhundre- des Slutning hævede der sig ligeledes enkelte Røster, som kritise- rede den interne Brug af ædle Stene saasom Smaragd, Hyacinth etc. Costæus2 *), der skrev nogle Kommentarer til Mesue’s Værker, kommer til dette Resultat: „hvis jeg skal være oprigtig, vil det maaske ikke være noget Tab for Medicinen, hvis man undlod at benytte Ædelstene, endskønt det er sandsynligt, at disse er i Besiddelse af mærkelige og stærke Egenskaber". Thi — slutter han8) — „Der er jo nok af Planter og andre Ting, som man kan bruge til Antidota". Hans Tankegang er sikkert den, at det er raadeligst at holde sig til gammelkendte Plante-Lægemidler, i Stedet for at indlade sig paa Brugen af ædle Stene, som er kostbare, og hvis virkelige Egenska- ber er ret ukendte. Ligesaa tvivlende udtaler den i sin Tid bekendte Praktiker Her- cules Saxonia [Ercole Sassonia] sig faa Aar senere4 * *). Han l) Aloisius Mundella: Epistolæ medicinales. Basileæ. [1538]. 8°. Epist. I de usu & uiribus Smaragdi. Se især pag. 25 og 30. ’) Mesuae Opera 1581. in Folio. Blad 96 r: „ ... vt ingenue dicam, quan- quam inesse admirabiles gemmis vires verisimile est: non multi tamen fortasse detrimenti medicinæ futurum est, si & earum vsus omittatur". *) Sammesteds, lidt længere fremme: „...& suppetit amplissima stir- pium atque aliarum rerum copia, quibus vti pro antidotis licet". 4) Hercules Saxonia Patavinus: De plica. Patav. 1600. 4°. pag. 222: „Quöd igitur ad Gemmas pertinet, ego equidem illas, cum maiores & puriores fuerint, ad ornatum & opulentiam laudo; ad Medicinam vtrum