Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

Forfatter: Axel Garboe

År: 1915

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 274

UDK: 671 15

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 304 Forrige Næste
175 det i Aarhundreder omdebatterede Ædelsten-Spørgsmaal saaledes: man stoler paa disse Stenes medicinske Egenskaber; derimod har man nu forladt det allermeste af de forudgangne Slægters fabel- agtige Beretninger og Paastande om de ædle Stenes Egenskaber af overnaturlig Art Gennem hele det 17. Aarhundrede anvendtes ædle Stene i Læge- kunsten. Men énstemmig Hyldest fik disse Lægemidler ikke i Litte- raturen. Kritiken havde rørt paa sig, før det 17. Aarh. randt op, og dens Tale skulde i Tidens Løb blive højere og højere, saaledes som det nu skal berettes. Allerede tidligt i det 16. Aarhundrede havde Aloisius Mun- della1) stillet sig ikke lidet afvisende overfor den medicinske Brug af Ædelstene, især Smaragd. Thi disse Stenes Pulver er uopløseligt i Tarmkanalen, og har derfor ingen Virkning. Hertil kommer den praktiske Betænkelighed, at man ofte i Apotheket faar Glas og simple Stene i Stedet for ægte Ædelstene. Mod det 16. Aarhundre- des Slutning hævede der sig ligeledes enkelte Røster, som kritise- rede den interne Brug af ædle Stene saasom Smaragd, Hyacinth etc. Costæus2 *), der skrev nogle Kommentarer til Mesue’s Værker, kommer til dette Resultat: „hvis jeg skal være oprigtig, vil det maaske ikke være noget Tab for Medicinen, hvis man undlod at benytte Ædelstene, endskønt det er sandsynligt, at disse er i Besiddelse af mærkelige og stærke Egenskaber". Thi — slutter han8) — „Der er jo nok af Planter og andre Ting, som man kan bruge til Antidota". Hans Tankegang er sikkert den, at det er raadeligst at holde sig til gammelkendte Plante-Lægemidler, i Stedet for at indlade sig paa Brugen af ædle Stene, som er kostbare, og hvis virkelige Egenska- ber er ret ukendte. Ligesaa tvivlende udtaler den i sin Tid bekendte Praktiker Her- cules Saxonia [Ercole Sassonia] sig faa Aar senere4 * *). Han l) Aloisius Mundella: Epistolæ medicinales. Basileæ. [1538]. 8°. Epist. I de usu & uiribus Smaragdi. Se især pag. 25 og 30. ’) Mesuae Opera 1581. in Folio. Blad 96 r: „ ... vt ingenue dicam, quan- quam inesse admirabiles gemmis vires verisimile est: non multi tamen fortasse detrimenti medicinæ futurum est, si & earum vsus omittatur". *) Sammesteds, lidt længere fremme: „...& suppetit amplissima stir- pium atque aliarum rerum copia, quibus vti pro antidotis licet". 4) Hercules Saxonia Patavinus: De plica. Patav. 1600. 4°. pag. 222: „Quöd igitur ad Gemmas pertinet, ego equidem illas, cum maiores & puriores fuerint, ad ornatum & opulentiam laudo; ad Medicinam vtrum