Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede
Forfatter: Axel Garboe
År: 1915
Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag
Sted: København og Kristiania
Sider: 274
UDK: 671 15
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
175
det i Aarhundreder omdebatterede Ædelsten-Spørgsmaal saaledes:
man stoler paa disse Stenes medicinske Egenskaber; derimod har
man nu forladt det allermeste af de forudgangne Slægters fabel-
agtige Beretninger og Paastande om de ædle Stenes Egenskaber af
overnaturlig Art
Gennem hele det 17. Aarhundrede anvendtes ædle Stene i Læge-
kunsten. Men énstemmig Hyldest fik disse Lægemidler ikke i Litte-
raturen. Kritiken havde rørt paa sig, før det 17. Aarh. randt op, og
dens Tale skulde i Tidens Løb blive højere og højere, saaledes som
det nu skal berettes.
Allerede tidligt i det 16. Aarhundrede havde Aloisius Mun-
della1) stillet sig ikke lidet afvisende overfor den medicinske Brug
af Ædelstene, især Smaragd. Thi disse Stenes Pulver er uopløseligt
i Tarmkanalen, og har derfor ingen Virkning. Hertil kommer den
praktiske Betænkelighed, at man ofte i Apotheket faar Glas og
simple Stene i Stedet for ægte Ædelstene. Mod det 16. Aarhundre-
des Slutning hævede der sig ligeledes enkelte Røster, som kritise-
rede den interne Brug af ædle Stene saasom Smaragd, Hyacinth etc.
Costæus2 *), der skrev nogle Kommentarer til Mesue’s Værker,
kommer til dette Resultat: „hvis jeg skal være oprigtig, vil det maaske
ikke være noget Tab for Medicinen, hvis man undlod at benytte
Ædelstene, endskønt det er sandsynligt, at disse er i Besiddelse af
mærkelige og stærke Egenskaber". Thi — slutter han8) — „Der
er jo nok af Planter og andre Ting, som man kan bruge til Antidota".
Hans Tankegang er sikkert den, at det er raadeligst at holde sig til
gammelkendte Plante-Lægemidler, i Stedet for at indlade sig paa
Brugen af ædle Stene, som er kostbare, og hvis virkelige Egenska-
ber er ret ukendte.
Ligesaa tvivlende udtaler den i sin Tid bekendte Praktiker Her-
cules Saxonia [Ercole Sassonia] sig faa Aar senere4 * *). Han
l) Aloisius Mundella: Epistolæ medicinales. Basileæ. [1538]. 8°.
Epist. I de usu & uiribus Smaragdi. Se især pag. 25 og 30.
’) Mesuae Opera 1581. in Folio. Blad 96 r: „ ... vt ingenue dicam, quan-
quam inesse admirabiles gemmis vires verisimile est: non multi tamen
fortasse detrimenti medicinæ futurum est, si & earum vsus omittatur".
*) Sammesteds, lidt længere fremme: „...& suppetit amplissima stir-
pium atque aliarum rerum copia, quibus vti pro antidotis licet".
4) Hercules Saxonia Patavinus: De plica. Patav. 1600. 4°. pag. 222:
„Quöd igitur ad Gemmas pertinet, ego equidem illas, cum maiores &
puriores fuerint, ad ornatum & opulentiam laudo; ad Medicinam vtrum