Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

Forfatter: Axel Garboe

År: 1915

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 274

UDK: 671 15

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 304 Forrige Næste
184 — Saaledes nærmede det 17. Aarhundrede sig sin Slutning. Var der end nogle Forfattere (f. Ex. den i sin Tid meget læste Ett- miiller1) og andre), hvilke — om end ofte med et vist Forbehold — fandt det forsvarligt at benytte Ædelsen-Medicamenter, saa var der dog alvorlig Fare paa Færde for, at de stakkels Apothekere skulde brænde inde med deres Beholdning af ædle Stene. Thi den stadige Kritik maa sikkert have afholdt nogle Læger fra at ordinere Ædel- sten-Lægemidler. Blev end sent i det 17. Aarhundrede sammensatte Lægemidler, hvori ogsaa ædle Stene indgik, benyttede af rige og for- nemme Patienter, saa har det dog sikkert kunnet mærkes, naar Le- mery, der i Modsætning til flere af de foranciterede Forfattere var vidt bekendt, i Aaret 16982) erklærede som sin Mening, at i den i Datiden ellers saa lovpriste Confectio de Hyacintho var det hverken Rubinerne, Hyacintherne og de andre ædle Stene, ej heller Perlerne og Bladguldet, der betingede dette Lægemiddels formentlige cor- diale Egenskaber. Om muligt endnu farligere var den Form for Kritik, som nu paa det sidste kommer frem: at man søger at ind- prente Folk, at Ædelstenene er altfor dyre til medicinsk Brug. Man kan opnaa samme Resultat langt billigere ved andre Midler, som har lignende Egenskaber8). — Denne Form for Kritik gentager sig i det 18. Aarhundrede, hvorom paa sit Sted. — Der var saaledes ned mod Aar 1700 alvorlig Fare for, at Apo- thekerne skulde lide Tab paa deres uafsættelige Beholdning af Ædel- sten-Præparater. Thi det var jo ikke at vente, at alle Læger skulde være saa hensynsfulde overfor Apothekerne — og hensynsløse mod Patienternes Pengepung — som Cardilucius4), der i 1674 udtalte, at ') Mich. Ettmiillerus: Opera pharmaceutico-chymica. Lugd. 1686. 4°. pag. 13 ff. Han mente bl. a., at Tineturer, uddragne af Ædelstene, er gode Lægemidler. 2) N. Lemery: Pharmacopée universelle. Paris. 1698. 4°. pag. 620. — Fuhner: Lithotherapie. Berlin. 1902. pag. 44. 3) Kritik af denne Art udtales i: Dan. Ludovicus: De pharmacia moderno seculo applicanda diss. III Hamburgi 1688. 8 °, pag. 140 ff: „Ipsæ Gemmæ orientales ... profeeto aurifabrorum officinis aptiores existunt, non quod levigatis sive præparatis, in sufficiente quantitate datis, vires aliquos fetsi stomacho perinde ac porphyrio reniterentur) præter rem denegimus; sed .. . quia parilis inversio, præcipitatio, re- solutio, adstrictio, & si quis insuper alius est earum operandi modus, é longe parabilioribus præparatis ... minores inter expensas habetur...“ 4) Jobs. Hiskias Cardilucius: Ehren-Krone der Artzney: Oder Der Neuen Stadt- und Land-Apothecken Dritter und furnemster To- mus... Number g 1674. 8°. pag. 1192.