Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

Forfatter: Axel Garboe

År: 1915

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 274

UDK: 671 15

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 304 Forrige Næste
185 ingen enkelt Mand paa egen Haand kunde begynde at reformere Confectio de Hyacintho (d. v. s. udelade de kostbare Ædelstene). Men dette skulde man overlade til „einem allgemeinen Synodo Medicorum“ og imidlertid hjælpe sig igennem de vanskelige Forhold, saa godt man kunde: „die Prdscription derselben Recepten nicht gäntzlich unterlassen / damit die Apothecker nicht Ursach haben sich zu be- schweren / sie miisten solche theure Sachen im Vorraht haben / und wiirden doch nicht prdscribiret“. Saaledes gik de ædle Stene ud af det 17. Aarhundrede uden egentlig afgørende Nederlag, omend stærkt bekrigede fra adskillige Sider. Dog maa man indrømme, at deres Anseelse var i Nedgang. Paa lignende Maade hengik endnu en god Del af det følgende, 18. Aarhundrede: i Dispensatorierne1) figurerer endnu ædle Stene, saavel de kostbare Rubiner, Safirer etc. som de billigere Granat og lign, samt Perler og Koraller. Lægemidler, hvori disse indgik, bruges virkelig endnu et Stykke ind i det 18. Aarhundrede2). Ja, det synes endogsaa, som om ædle Stene endnu benyttes som Amuletter, ikke blot mod Sten-Lidelser3), men ogsaa til at bære mod giftige Dyrs Bid, mod Rædsel osv. — Ja, hos de mest lettroende brugtes ædle Stene vel endnu paa samme Maade som i de fremfarne Aarhundreder til at gøre Bæreren glad og lykkelig. I hvert Fald berører det 18. Aarhundredes Skrifter4) gentagne Gange dette Emne paa en saadan Maade, at denne Slutning synes at ligge nær. *) Saaledes f. Ex. i: J. Kalde: Dispensatorium hamburgense. Hamb. 1716. in Folio, pag. 33; Pharmacopoea Amstelodamensis renorata. Amstelod. 1726. 4°. pag. 13—14; Pharmacopoea Hel- vetica. Basil. 1771. in Folio, passim. 2) Vidnesbyrd herom haves bl. a i J. L. L. Löseke: Abhandlung der auserlesensten Arzney-Mittel. Berlin. 1755. 8° pag. 528, hvor det hed- der om Species de Hyacintho, at den bliver „als ein Nerven- und Hertzstärckendes Mittel täglich verschreibet". 8) Endnu i 1771 hedder det (Pharmacopoea Helvetica. Pars I pag. 116—17) om Lap. nephriticus: „.. . nunc fere negligitur", — men den brugtes altsaa dog. 9) Saaledes i: J. L i n d e s t o 1 p e: Liber de venenis ... Francof. & Lipsiae. 1739. 8° pag. 823, hvor Forf. finder det nødvendigt at fastslaa, at Amu- letter (populært kaldet „Gifftschilder") af Agat, Bezoar, Smaragd, Koral etc. „non tantam, quam communiter circumferunt, sed nullam fere uim inesse, nisi quae ab imaginatione forte prouenit“. J. D. D e n s o (Physikalischer Briefe zwölftes Sendschreiben. Stettin.