Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

Forfatter: Axel Garboe

År: 1915

Forlag: Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag

Sted: København og Kristiania

Sider: 274

UDK: 671 15

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 304 Forrige Næste
186 Heller ikke mangler der omkring det 18. Aarhundredes Midte en dengang meget læst og anset Forfatter, Geoffroy, som Forsvarer for Brugen selv af de haardeste egentlige Ædelstene i Lægekunsten. Det er Geoffroys Anskuelser, at man ikke uden tvingende Grund bør fjerne Ædelstenene af Apotheket, da disse i saa lang Tid synes at have gjort god Fyldest1). Det er hans Overbevisning, at hver Ædelsten har sine, ogsaa medicinske Egenskaber, men tilføjer spagfærdigt: „— que j’avoue que nous ne connoisssons pas encore assez...“2) Han genoptager8) Boyle’s Theori om Ædelstenenes Metalindhold som det virksomme Stof, der formodes at kunne fri- gøres og bringes i Virksomhed selv af Mavens svage Varme, hvilket han søger at sandsynliggøre ved at henvise4) til Smaragden, hvis Farve let fjernes (Geoffroy mener: forflygtiges), naar den lægges paa glødende Kul. — Koraller5) og lignende syre-absorberende Stof- fer anser han for gode Lægemidler. Derimod mener han”) at burde foretrække præparerede Hjortetakker og lignende sveddrivende Mid- ler for Bezoar, — ikke fordi han i og for sig tvivler om disse Stenes af mange saa højt priste Egenskaber; men fordi de som oftest er for- falskede7). Det er let nok at se det løse i Geoffroy’s Sandsynliggørelse af de haarde, egentlige Ædelstenes medicinske Egenskaber. Thi en 1751. 4° pag. 323) finder det Umagen værd at tilbagevise den Tro, at visse Ædelstene kan gøre den, der bærer dem, glad etc.: „Setzt man die Worte auf Schrauben, so sind sie gewisser massen wahr. Wer einen Demant, einen Rubin oder andern kostbaren Stein am Finger träget, dem Juden aber das Geld fur denselben nicht schuldig ist, kan gewis besseres Mutes sein als der nicht weis, woher er diesen Tag seinen Unterhalt nemen solle". — Endelig betegner J. G. G led its ch (An- leitung zu einer vernunftmässigen Erkenntniss der rohen Arzeney- mittel. Berlin. 1767. 8° pag. 49) som unyttige Amuletter „die rohen oder auch in allerhand Metall kiinstlich gefassten Edelgesteine... in- gleichen die Perlen, allerhand Corallen .. . Bezoar-Steine" etc. — Det synes ikke troligt, at alt dette skulde være fremsat af Hensyn til Fortidens Paastande herom i gamle Bøger. * ) Geoffroy: Traité de la matiére médicale. Paris. 1743. 8° Tome I pag. 159. 2) Geoffroy. 1. c. Tom. I pag. 159. 3) Geoffroy. 1. c. Tom. I pag. 157. ■ *) Geoffroy. 1. c. Tom. I pag. 158. 5) Geoffroy. 1. c. Tome II Paris 1743. pag. 436—440. 6) . Geoffroy. 1. c. Tome XIV Paris. 1747. 8°. pag. 306 ff. 7) Geoffroy. 1. c. Tome XIV Paris. 1747. 8°. pag. 324.