Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

II. „Ofte staar man tvivlraadig og véd ikke,, til hvilken Art man skal henføre en Ædel- sten. Ja, saa vanskelig er Opgaven, at ofte end ikke Juvelererne kan sige Stenens Art1)". Uden iøvrigt at komme ind paa de mineralogiske Systemers Historie 2 *) skal her i dette Kapitel meddeles noget om, hvad man i det 17. Aarhundrede forstod ved „ædle Stene", samt frem- drages nogle af de Idéer om disses Natur og Herkomst, hvilke den- gang hyldedes. Medens „Ædelstene" hos Nutidens Mineraloger betegner Mi- neraler med Haardheden 7 eller der over i Mohs’ Haardhedsskala, kalder det 17. Aarhundredes Skribenter (ligesom de endnu ældre Tiders) naivt snart sagt enhver „Sten", der udmærker sig frem for andre: en Ædelsten. Jeg sætter Ordet: Sten i Anførselstegn; thi hine Tiders ædle Stene var ikke engang altid Stene i Nutids Be- tydning. Til ædle Stene regnedes nemlig ikke blot det, man nu be- tegner med dette Navn: Diamant, Smaragd, Safir og lignende, samt Nutidens saakaldte Halvædelstene: Granat, Bjærgkrystal o. s. v., men ogsaa Stene, der i det Ydre var grove og uanselige Konkretioner (Aeti- ten 8), Ørnestenen), eller Fossiler som f. Ex. Tudse-Stenen 4 * * *) og Stene *) A. Boetius de Boot: Gemmarum et lapidum historia... 3. ed. Lugd.-Bat. 1647. 8° pag. 153: „Sæpe... ita nutant, aut ambigunt gemmæ, ut nescias ad quam speciem referre debeas. Hine fit ut sæpe ne å gemmariis quidem dignoscantur ...“ 2) Angaaende denne kan henvises til E. H. M. B e e k m a n: Geschiedenis der systematische mineralogie. Proefschrift ter verkrijging van den graad van Doctor in de technische wetenschap ... s’-Gravenhage. 1906. — Sml. ogsaa [Henrik Steffens]: Ueber Mineralogie und das mi- neralogische Studium. Altona. 1797. ’) Se f. Ex. Henricus Nollius: Natvræ Sanctvarium qvod est, Physica hermetica. Francof. 1619. 8° pag. 361. 4) Se f. Ex. J o a n. J a c. Weckerus: Antidotarium speciale... Basil. 1601. 4° pag.57—58; Ligesaa: Johs. Schroder: Pharmacopoeia medico- chymica. Francof. 1669. 4°: Zoologia pag. 273: „Lapis Bufonites ... Gemma est...“