Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

8 forskellige Perlerne er fra Stene fundne i Jorden og i Bjærgene. Men disse Forfattere stod ret isoleret. Det faldt Tiden naturligt at betragte Perlerne som kostelige og ædle Stene. Vilde man endelig være meget korrekt, indrømmede man, at Perlerne ikke var egentlige Ædelstene, saaledes som Diamant, Safir og de øvrige af den Art; men de var dog ædle og kostelige Stene, eller (for at citere Hoffmann’s i det 17. Aarhundrede meget benyttede „Clavis phar- maceutica Schroederiana"): „At disse (Perlerne) hører til de ædle og kostelige Stene paa Grund af deres Sjældenhed, Skønhed, Fasthed, Kostbarhed og sjældne Egenskaber, er sikkert nok; men egentlige Ædelstene er de ikke." x) Det var saaledes en broget Samling Stene af meget forskellig Art, der betegnedes som lapides pretiosi. I Bøgerne ordnedes de efter forskellige meget urationelle Inddelingsgrunde: Findested (f. Ex. Bezoar-Sten, Tudse-Sten etc. i dyriske Organismer, Aetiten paa Mar- ken, og Diamant, Rubin etc. fra Gruber), — eller man inddelte dem efter Farve, Størrelse o. s. v. Altsammen meget vaklende og vagt. Tilløb til en mere paalidelig Klassification mangler dog ikke, og navnlig er det de egentlige Ædelstenes forholdsvis lettere afgrænselige Gruppe, der søges nøjagtigere defineret. Allerede midt i det 16. Aarhundrede søger Cardanus at de- finere en egentlig Ædelsten (gemma) som „enhver Sten af smukt Ydre, af Naturen sjælden og lille" 2), hvortil yderligere føjes den Fordring, at de egentlige Ædelstene ikke maa kunne ridses med Filen. Denne Definition toges i Begyndelsen af det 17. Aarhundrede op af Cæsalpinus3) i uforandret Skikkelse, og den udvikles yder- *) Freder i cus H o f fman nus: Clavis pharmacevtica Schroederiana ... Editio secunda. Halæ Saxon. 1687. 4° pag. 169: „Illas [o: Perlas] autem sub Lapidum pretiosorum munero contineri certum est ob raritatem, pulchritudinem, soliditatem, pretium ac virtutem. Veræ tamen gemmæ non sunt...“ Men iøvrigt gør Hoffmann kun disse Ord til sine; oprindelig stammer de fra Cardanus, hvis Forfatter- virksomhed falder midt i det 16. Aarhundrede. 2) Hieronymus C ard anus De svbtilitate libri XXL Norimbergæ. 1550. in Folio, pag. 161: „Gemmam uulgi more nunc appellamus lapidem omnem nitentem, natura rarum atque paruum." „At ueræ gemmæ dicuntur, quæ non sentiunt limam." 8) Andreas Cæsalpinus: De metallicis libri tres Noribergæ. 1602. 4° pag. 96: Gemmæ er „lapides insigniter duri, qui aut ob perspicuitatem aut splendorem visui grati sunt".