Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

11 ein guten gerechten Demant / Saphir, / Rubin vnd dergleichen / so es doch nur ein gefärbt vnd hart gemacht Glass ist. . Man maa bestandig holde sig for Øje, at naar en Bog fra det 17. Aarhundrede nævner Diamant, Rubin, eller hvad det nu kan være, saa er det dermed ingenlunde givet, at det drejer sig om det Mineral, der af Nutidens Mineraloger betegnes med det paagældende Navn 1). Meget ofte var dette ikke Tilfældet. Et lærerigt Exempel afgiver i denne Henseende Diamanten, som derfor skal omtales lidt udførligere. Medens det i Nutiden ikke er meget vanskeligt at afgøre, om en forelagt Prøve bestaar af Diamant, idet dette Minerals fysiske og kemiske Egenskaber nu er nøje kendte, var Forholdet i det 17. Aar- hundrede et ganske andet. Man kunde jo prøve, om det forelagte glasklare, som Diamant formodede Mineral, var meget haardt2). Men nogen vedtaget Haardhedsskala havdes ikke. Kunde Mineralet ridse Glas, kunde man have Lov til at kalde det: meget haardt. Men Diamant var det dog derfor ikke. — Saa var der Krystalformen at benytte ved Bestemmelsen. Men meget ofte var det slebne og indfattede Stene, hvis Art skulde bestemmes, og i saa Tilfælde var det dengang umuligt at identificere Krystalformen. som synes mig ret godt at belyse, hvor hjælpeløs man i det 17. Aar- hundrede stod overfor Forfalskninger af Ædelstene. Otto Sperling omtaler (Notes du voyage en Espagne (1640—1641). Publiées par Émile Gigas. i: Revue Hispanique. t: XXIII. 1910. pag. 26 ff.) om en Medicus „der aber seine Medicin an einem Nagel gestecket, und nun gahr eine andere Profession angefangen hatte“, nemlig at fabrikere „Amansa“ o: kunstige Ædelstene af Glas. S p e r 1 i n g saa en kunstig Smaragd „sehr rein und Nett“, saa godt eftergjort „dass wenn es mir nicht gesagt dassess glass wehre, ich ess fur Natiirlich Smaragd angenommen hatte“. Forøvrigt har man dengang — hvor ærgerligt det end var at betale en „kunstig Ædelsten" med den ægtes Pris — næppe, selv blandt Naturforskere, haft en klar Forestilling om, hvor væsensforskellige Ædelstene og Glas er. J. D. Mai or taler (Mvsei cimbrici... Aditvs II Kiliæ Holsat. 1689. VIII.) om Smaragd, Safir og andet naturligt Glas („& Vitra Naturalia plura alia".). Var der da saa stor Forskel mellem det naturlige, haarde Glas: Ædelstenen, og de kunstige Glas- ædelstene „Amansa"? Sikkerlig ikke for Otto Sperlings Samtid. *) Hertil kommer, at man dengang ofte var i Vildrede med Hensyn til, hvorledes en „Sten" af et bestemt Slags saa ud. Saaledes kunde der stri- des om, hvorledes den rigtige Tudse-Sten saa ud. Herom nærmere senere. 2) „Wiltu probera en Demant / så see om tu kant medh honom klart skrifwa i itt glaass. Ty jw bättre / thess hårdare är han": S.A. F o r- sius: Minerographia .. . Stockh. 1643. 8° pag. 85.