Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

12 Nutidens optiske Undersøgelsesmethoder kendtes jo aldeles ikke. Selv om man havde den formodede Diamant med sine naturlige Krystalflader, var man derfor ikke ude over Vanskelighederne. Thi medens de fleste Forfattere holdt paa, at Diamantkrystaller var Oktaedre, var der andre, der fremstillede Diamanten som krystal- liserende hexagonalt l). Var det en smuk, klar Bjærgkrystal, der skulde bestemmes, var det meget undskyldeligt, om man ved dens ret store Haardhed og hele Habitus blev forledt til at anse den for en Diamant. Den mineralogiske Litteratur gav kun vaklende Oplysninger til Benyttelse ved Identificering af Diamant. Hermed være dog ingen- lunde sagt, at der ikke tillagdes Diamanten Egenskaber, hvis Til- stedeværelse maatte være let at prøve. Jeg tænker her paa den ud- bredte Anskuelse, at Diamant ikke kan knuses af Hammerslag, at den bevirker, at Magneten mister sin Kraft, og at den (Diamanten) kun kan sønderbrydes af Bukkeblod. Disse Egenskaber omtales i saa at sige alle det 17. Aarhundredes mineralogiske og lignende Værker. Men Enighed om deres Sandhed eller Falskhed var der aldeles ikke. Naar en Forfatter som Paulus Ammann2) kal- der det „falsk Tale og Fabel“, at Diamant ikke kan knuses med Hammerslag, da er det kun Paastand mod Paastand; thi han for- tæller ikke, hvorledes han har skaffet sig uomtvisteligt ægte Dia- manter til Forsøget. Mod Ammann’s „falsum & fabulosum est“, kunde Samtiden med fuld Rette indvende, at han var kommen til et fra saa mange andre Forfattere afvigende Resultat, fordi hans Forsøgsdiamanter ikke havde været ægte. Det samme kunde ind- *) I Mich. Mereati... Metallotheca ... Romae 1719 in Folio af bildes saaledes pag. 377: „Adamantes sponte naturae formati“. Heriblandt er der Krystaller, der efter Formen at dømme maa være Bjærgkrystal. — Her kunde ogsaa mindes om et Sted hos Agricola (De ortu & causis subterraneorum... Basil. 1546 in Folio pag. 288): „adamas autem sexangulus duricia secernitur å crystallo". Stedet kan vel næppe förstaas anderledes, end at der findes Diamanter og Bjærg- krystaller, der i den ydre Form er hinanden lige, en Idé, der levede langt ned i det 17. Aarhundrede. Sml. Michael Ettm ulier Opera pharmaceutico - chymica. Lugd. 1686. 4° pag. 12: „... Ada- mas & crystallus non differunt inter se, nisi duritie“. s) Paulus Ammann: Brevis ad materiam medicam ... manuductio. Lipsiæ [1675]. 8 °, pag. 25.