Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

16 Aaret derefter (1782) opstillede Rome neraler: Rubin, Spinel etc. som de Elsie1) de røde Mi- skarpt afgrænsede Mineral-Arter. Safir. Man tør maaske gaa ud fra, at det 17. Aarhundredes Safir virkelig var det Mineral, som i Nutiden bærer dette Navn. Old- tiden forstod derimod ved Safir i Reglen Lazur-Stenen 2). Dog har bevidste eller ubevidste Forvexlinger med andre blaa, klare Mineraler sikkert ikke været undgaaede. Fra en noget senere Tid (det 18. Aarhundrede) kender jeg et Exempel, som tyder i denne Retning. Briickmann3) omtaler „Saphir in kleinkörnigtemGranit von Dracke4) bey Copenhagen “, — omend med den Tilføjelse, at det blaa Mineral muligvis er en Feldspath. (Jeg vilde snarere gætte paa blaa Kvarts i en af de svenske Graniter, som findes paa Sjællands Kyster som løse Blokke.) Men alene den Omstændighed, at Briickmann taler om Safir i denne Sammenhæng, viser, hvor usikre Mineralogiens Betegnelser var i ældre Tid. Smaragd var Navnet paa de grønne, klare Ædelstene. Den ægte Smaragd kendtes meget vel i det 17. Aarhundrede; men forskellige andre grønne Mineraler betegnedes med samme Navn. Endnu et godt Stykke ind i det 18. Aarhundrede finder Romé de l’Isle5) det nødvendigt at fastslaa, at „toutes les gemmes, auxquelles leur couleur verte fait donner le nom tfémeraude, n’appartiennent pas ä la méme espéce.. Endnu flere af Nutidens egentlige Ædelstene nævnes i det 17. Aarhundredes mineralogiske, medicinske og lignende Skrifter, saaledes Topas og Beryl. Men da disse Stene ikke spiller nogen fremtrædende Rolle og navnlig ikke har nogen større kulturhistorisk Interesse, skal de ikke omtales nærmere her. x) Romé de l’Isle: Cristallographie. Bd. II. Paris 1783. 8 °, pag. 212 ff. 2) Saaledes f. Ex. P1 inius. Se Fiihner: Lithotherapie. Berlin. 1902. pag. 101 med den her cit. Litteratur. Endvidere den udførlige Frem- stilling i: L.von Launay: Mineralogie der Alten. 3. Theil. Prag. 1803. pag. 45 ff. «) U. F. B. Briickmann: Gesammlete und eigene Beyträge zu seiner Ab- handlung von Edelsteinen. Zwote Fortsetzung. Braunschweig. 1783. 8 0 pag. 54. 4) o: Dragør? 5) Romé de l’Isle: Cristallographie. Tome II Paris. 1783. pag. 259.