Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

17 Dette Afsnit kan dog ikke sluttes uden en Omtale af de saakaldte ,,Karbunkler“ (Carbunculi). Man forstod ved dette Navn i det 17. Aarhundrede, saavelsom i endnu ældre Tider, en rød Ædelsten, der havde den mærkelige Egenskab at kunne lyse i Mørke som glødende Kul. Naar Lyset, navnlig Solens Lys, brydes i en Rubin eller lignende Ædelsten, kan, som enhver véd, Stenen gløde paa en Maade, der leder Tanken hen paa glødende Kul. Saaledes betragter vi n u Lysets Spil i en rød Ædelsten. Vi véd, at Stenen selv har ingen selvlysende Evne. Anderledes i de fremfarne Tider, da Fantasien ligesom havde større Vingefang, og da dens Rejsefærd ikke indsnævredes af saa stort et nøgternt Kendsgerningsmateriale som nu. Da fabledes der om, at der i Orienten gaves en rød Ædelsten, som var selvlysende. Ogsaa fra ældre dansk Litteratur kendes dette. Det hedder i For- tællingen om Jon Præst, at Paladset indvendig oplyses som den klare Dag ved Hjælp af Karbunkelstene x). Fra Udlandet kendes fra en noget nyere Tid en lignende Beretning. Wittich* 2 *) taler om en Juvelér, der har fortalt ham, hvorledes en lille Rubin fra Ceylon laa og lyste paa hans Bord om Natten „wie ein fewerfiinck- lein“. Wittich selv tror dog vistnok ikke herpaa, men udtaler i Tilslutning (?) til Gar ti as (o: Garcias ab Horto), at Karbunklen ikke har sit Navn af, at den lyser i Mørke som en Kulglød: „sondern viel mehr darumb / weil seine glentzende farbe / alle andere schim- mernde vnd brennende steine vbertrifft 2)“. — Og disse Vidnesbyrd om Existensen af en Tro paa, at der fandtes en selvlysende rød Ædelsten, er ikke enestaaende. For Tiden hovedsagelig før Aar 1600 har Bo se8) samlet en Del Udtalelser til Bevis for dette. Blandt andet skal Galilei have haft nogle Sten i en Æske, hvilke „wie gliiende Kohlen geschimmert, nachdem man das Zimmer verfinstert4)". Det er værd at lægge Mærke til, at hos Wittich (saavelsom andre) betegnes Rubinen som den Sten, der maatte tænkes paa, *) Aug. Fjelstrups Facsimile-Udgave af Gotfred af Ghemens Tryk fra Aar 1510 pag. XI: „...Ther standher lywse stolper xxx. alne høyæ I hwer stolpe liggher een carbunckelsteen oc lywsser han hwset innen saa klaart saa som soolen lywser iordhen ...“ 2) Johannes Wittichius: Bericht von den wunderbaren Bezoardischen Steinen. Leipzig. 1589. 4° pag. 38. 8) G. M. B o s e: Rede von dem Lichte der Diamanten und anderer Körper im Finstern ... 1745. Wittenb. 4° pag. VI ff. 4) B o s e 1. c. pag. VIII.