Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

24 dette saavelsom Beretningen T) om de to Diamanter, en Han og en Hun, der med hinanden avlede et talrigt Afkom: en ny Diamant hvert Aar, nu lyder, saa er det dog engang bleven troet. Endnu i 1647 slaar Boetius de Boot2) ikke R u e u s’ Beretning hen som en Krønike, saaledes som han rent ud tilbageviser meget andet af det fra Fædrene overleverede. Men han nøjes med at udtale, at „hvis det er sandt, er det et af Naturens største Vidundere". Af denne Beskaffenhed var de Anskuelser om Diamantens og lignende Stenes Stilling i Naturen, hvilke det 17. Aarhundrede tog i Arv fra det 16. Alt som Dagene gaar, ændres Idéerne. Vel kan man endnu i det 17. Aarhundredes Litteratur finde Ytringer om, at visse ædle Stene, Tyrkis’en 8), ældes. Men om man lige saa naivt som tidligere har troet, at ædle Stene var underkastet Liv og Død paa samme Maade som Dyr og Planter, er maaske tvivlsomt, omend visse Ud- talelser 4) maaske kunde tyde derpaa. Man skimter Tvivlen hos Boetius de Boot i det ovenfor nævnte Tilfælde, og P. J. Faber5) *) C. G. Jentsch: Diss. phys. hist, de Gemmis. Lips. 1706. 4° pag. 19: „Principem locum occupat stupore magis, quam verbis dignum naturale istud connubium duorum Adamantum quos Joh. Bustamantius historicå fide se vidisse contitetur, ita sociatos, ut si loco uno componerentur, pe- renni osculo sibi adhærerent, quasi marem alter, alter foeminam ageret...“ „mirabili foecunditate tertius é duobus adamas singulos in annos nas- ceretur". — Ogsaa Rueus citeres i denne Disputats. — For de ældre Tider maatte iøvrigt Beretningen af to Ædelstenes „connubium" iøvrigt ikke lyde saa utroligt endda. Plinius talte jo om hunlige Ædelstene (f. Ex. Historia naturalis XXXVII 7), hvorved han forstod blegere Exem- plarer. Om han tillige har forbundet nogen Tanke om virkeligt Køn dermed, faar staa hen. 2) Boetius de B.oot: Gemmar & lap. hist. 3. ed. Lugd. Bat. 1647. 8° pag. 121: „...id si verum sit, non minimum est naturæ miraculum." 8) Franciscus Imperatus: De fossilibvs opvscvlvm. Neapoli. 1610. 4° pag. 44 : „Turchesia ... tempore inueterascit." 4) „Qværi igitur hic merito poterit, nascuntur ne lapides ex semine... nec absurda hæc existimanda est sententia, qvum videamus lapides simili ratione, ac plantas radicibus affixas hærere ad suas matrices...“ (Collegii Physici Disputatio Duodecima, De lapidibus et gemmis... sub præsidio Jani Jani B i r c h e r o d i i... 1651. Hafniæ. 4°. XI. ®) PetrusJohannes Faber: Palladium spagyricum. Ed. 2. Argentorati. 1632. 8° pag. 257: „...In lapidibus autem perfectis, & pretiosis mors non sequitur... Lapides verd impuri alii, & imperfecti dissolutionem pati- untur, & in pulverem tandem rediguntur. Hine etiam mori lapides ejus- modi asserere possumus, æqué ut & reliqua naturæ viventia".