Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

Caspar Bartholin var ikke den eneste Forfatter af lidt større Ry, der kan føres i Marken i Anledning af Spørgsmaalet: de ædle Stenes Modning. Ved Betragtning af en anden af de egentlige Ædel- stenes Egenskaber, hvilken ogsaa mentes 4) at komme til sin fulde Udvikling ved Modning, nemlig Haardheden, møder man 01 e Borch* 2), hvis Anskuelse det, som allerede tidligere nævnt, er, at Bjærgkrystal og Diamant opstaar af hinanden, og, ligesom f. Ex. Ettmuller3 4), mener, at disse 2 Mineraler kun adskiller sig fra hinanden ved Haardheden. Men her berøres et af det 17. Aarhundredes, ja endnu ældre og ogsaa nyere Tiders omtvistede Spørgsrpaal: hvad betinger det Faktum, at varme Lande, navnlig Orienten, er særlig rige paa Ædelstene? Hvorfor kan Bjærgkrystal i Europas Bjærge ikke fuldende sin Ud- vikling og blive til Diamant ligesaa godt dér som i Indien? Hvilke er de særlige Omstændigheder, der udkræves, for at Ædelstene skal udvikle sig rigeligt i Bjærgene? Nogle saadanne Faktorer maa gives; thi vi ser jo, siger Kirchmaier4), at Ædelstene ganske vist fore- kommer hist og her i Europas koldere Egne, men hverken i den Mængde, eller med den Skønhed eller de kraftige Egenskaber som i Indien, Persien og Arabien. De ældre Tiders Forfattere manglede ikke Svar paa disse Spørgs- maal, der ogsaa omfatter de ædle Metaller. Fromt og naivt svarer *) Se f. Ex. H a u d i q u e r de Blancourt: L’art de la verrerie. Nouvelle édition augmentée d’un traité des pierres précieuses. Paris 1718. 8°, i hvilken Bog der tales (I. pag. 232) om Ædelstenenes Haardhed, hvilken disse „n’ont acquise que par des siécles entiers". 2) Th. Bartholinus: Acta med. & phil. hafniensia. Tome V pag. 200. 3) Mich. Ettrrfullerus: Opera pharm.-chym. Lugd. 1686. 4° pag 12: „Sic adamas & crystallus non differunt inter se, nisi duritie". — Ett- muller behøvede ikke at skamme sig over denne Anskuelse. Endnu langt ned i det 18. Aarhundrede kan man læse: „Sielfwa dyrbara Diaman- ten, med de fleste öfrige klare och fergade ädle stenar / såsom Rubiner... hålles för intet annat än öfwermåtton fina / hårda / klara eller fergade Kieszelstenar och Cry staller" (Magnus von Bromell: Inledning til nödig kundskap at igenkiänna och upfinna allahanda berg-arter... Stock- holm. 1730. 8° pag. 36.) 4) Georg Caspar Kirchmaier: De gemmis. Witteb. 1660. 4°B2r: „[Gemmse] nascuntur tamen non in Indiis solummodö, Arabia aut Per- side: sed in multis etiam Germanies nostræ regionibus ... Nihilominus nec copiå, nec nobilitate, sive virtutes, sive alia contemplere, ad præstantiam Gemmarum Indicarum, Persicarum, Arabicarumque assurgunt.“