Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

30 Og hvad Solens Hede angaar, saa maatte ogsaa den kunne ud- virke noget overordentligt. Thi ikke blot anerkendte de ældre Tider Solens store Betydning for hele Naturen; men man tillagde Sol- straalerne kraftige Egenskaber, — tillagde Solens Varme stærkere Virkning end al anden Varme. Til mange alchymistiske Processer skulde der benyttes Solvarme. Man finder denne Tankegang ogsaa her i Danmark midt i det 17. Aarhundrede, idet Jens Lauritssön Wolf1 2 *) anbefaler Solheden som virksom ved „brændte Vandes" (Urte-Dekokters og -Destillaters) Tilberedelse. Og endnu i Aaret 1749 fremtræder Troen paa Solvarmens ganske særdeles kraftige Egenskaber meget karakteristisk i Caspar Neumann’s store kemiske Værk a). Det hedder heri om Solvarmen, som koncentreres ved Hjælp af et Brændglas, at den ikke blot smelter Legemer, der ellers vanskeligt kan smeltes: „sondern es zwinget auch solche, die sonst das gemeine Feuer nicht flussig machen kan, zum Flusse, als den Granat, Jaspis, Asbest, Bimstein, mit Kreide vermischte Feuer- steine; ja obgleich der orientalische Rubin und andere gefärbte Edel- gesteine so leicht nicht schmelzen, so verlieren sie doch ihre Farben." Kraftige var de Egenskaber, der i ældre Tider tillagdes Sol- varmen. Det kunde derfor ikke falde de fleste af det 17. Aarhundredes Mennesker utroligt, at Solvarmen i Indien og lignende Steder var medvirkende Aarsag til, at der i Jorden fremkom „Uddunstninger", uden hvilke Ædelstene ikke kan dannes i rigelig Mængde 8). Alle Skribenter var dog ikke enige heri. Athanasius Kircher4 *) tror ’) Jens Lauritssøn W[olf]: Diarium sive Calendarium ecclesiasticum, politicum et oeconomicum perpetuum ... Kiøbenhaffn. 1648. 4° pag. 31: „Naar Vandet er brendt / da skal man lade det udi et Glas I saa at der fattis en tredie Part udi Glassed I oc det saa vel tilstoppe / oc siden sætte det paa nogen Sand imod Solen udi femten eller sexten Dage / naar Solen brænder hedest / da purgeres oc rensis Vandet aff Solen / oc aff den varme som kommer af Sanden / fra all den Vand-Smag oc anden Brøst som det haffuer hos sig aff ond Fuctighed eller andet". 2) Caspar Neumann: Chymiæ medicæ dogmatico-experimentalis tomi primi pars prima. Zullichau. 1749. 4° pag. 356. § 7. ’) Boetius de Boot: Gemmar. et lapid. hist. 3. Ed. Lugd. Bat. 1647. 8° pag. 33. Her omtales Solens Hede „sine quo é terra exhalationes, quæ ad gemmarum nobilium propagationem, & generationem copiose requi- runtur, produci non possunt." Boetius de Boot er dog her kun refe- rerende. 4) Athanasius Kircherus: Mundus subterraneus. Amstelod. 1664. in Folio. II pag. 21.