Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

53 skuelse om Tudsestenen. Selv en saa kritisk Naturforsker som Linné1) slutter sig til den. Samtidig glider de store Sværdknap lignende saakaldte Tudse-Stene i Baggrunden. Den Formodning, at disse sidste Stene er forstenede Søpindsvin, antager fastere og fastere Form. Man2) kalder dem „Echinitis", „Echinometritis", „Spatagitis", „Brissitis" o. s. v. efter de forskellige Søpindsvin, som de lignede. Midt i det 18. Aarhundrede er det da kommen saa vidt, at Denso3) kan kort og godt omtale disse Stene som „den Kern des Seeigels" og slaa fast, at dette er ikke Tudse-Stene. Bl. a. deres Størrelse viser dette. Thi man har denne Slags Stene (forstenede Søpindsvin) saa store som de største Æbler: „Hilf Himmel! wie gross miisten die Kröten sein, die dergleichen, nur als einen Auswuchs, auf ihren Köpfen triigen?"8) I Tudse-Stenen haves atter et Exempel paa, hvor vanskeligt det 17. Aarhundredes Mennesker var stillede, naar det gjaldt om at faa at vide, hvorledes en meget omtalt Sten egentlig saa ud. Beskrivel- serne afveg indbyrdes saa betydeligt, at de ikke afgav noget syn- derlig fast Holdepunkt. Og havde man endelig faaet fat paa en Sten, der syntes at være en Tudse-Sten, vilde det nok vise sig, at dens saa meget omtalte mærkelige Egenskaber som Modgift og andet, (hvorom senere) ikke ret vel lod sig konstatere. Havde man da slet ingen Prøver, hvormed en Tudse-Stens Ægt- hed kunde fastslaas? Litteraturen tier ikke paa dette Punkt. Men Prøven er, i hvert Fald for et Nutidsmenneskes Øjne, af meget problematisk Værdi: „Die Probe dieses Steins", siger Baldæus4) „ist / als man denselben einer Kroten vorhält / und sie sich dagegen aufrichtet/ und den Stein zu verschlingen begehret/so ist er gerecht". Og som et Ekko gentager Fors i us5): „Om han (o: Tudsestenen) *) Linné: Systema naturae. Tom. Ill Lips. 1793. 8° pag. 390. 2) Mentzelius i: Ephemerides naturae curiosorum. Decur. II. An. IX. Observ. LXXII Anno 1690. 4° pag. 118 ff.; her cit. efter: W. Franzius: Historia animalium. Francof. & Lips. 1712. 4° [Tome II] pag. 3227. 8) Joh. D. Denso: Physicalischer Briefe 12. Sendschreiben. Stettin. 1751. 4° pag. 316. — Forf. formoder her, at de forstenede Søpindsvins graalige, vortede Udseende har givet dem Navnet Tudsestene, fordi de for en fantasifuld Betragtning kan ligne dette Dyr. 4) Ph. Baldæus: Wahrhaftige ausfiihrliche Beschreibung der... Kusten Malabar und Coromandel... Amsterd. 1672. in Folio, pag. 162. 5)S igfr. Aron. Forsius: Minerographia ... Stockholm. 1643. 8° pag. 179—180.