Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

54 rätt är / proberar man så / at når man honom håller för een Klotza / så rätter han sigh emoot honom / och fatter honom i munden / om hon kan“. Hvor meget man kan stole paa en saadan Prøve, ses jo nu let. Maaske har det ogsaa kun været et populært Raad. Var der et stort Spring mellem Bezoar-Sten og Tudse-Sten i Anseelse, saa var der et endnu større mellem denne sidste og Edder- kop-Stenen, lapis arachnaeolithus. Der er det analoge Forhold ved disse tre Slags „Steneat medens Bezoar-Stenene virkelig findes i Dyr, og ingen tvivler derom, saa ytrer der sig allerede tidligt i det 17. Aarhundrede Tvivl om, hvorvidt Tudse Stenene virkelig hidrører fra Tudser. Samme Tvivl gælder for Edderkop-Stenen, ja for disse sidste er det endogsaa saaledes, at man tvivler om, hvorvidt de over- hovedet findes, i Modsætning til Bezoar- og saakaldte eller forment- lige Tudse-Stene, der ikke sjældent fremvistes. Der var endnu saa sent som i Midten af det 18. Aarhundrede ingen naturvidenskabeligt kyndig Mand, der havde fundet Edderkop-Stenen i Edderkoppen, og Tiden har ikke gjort Forandring i dette. Vi nærmer os med andre Ord her Fabelens Stene; men en Fabel, der dog havde saa megen Rod i Virkeligheden, at der endnu i det 17. og et godt Stykke ind i det 18. Aurhundrede af og til dukker Beretninger op om, at en Edderkop-Sten er funden. Endnu i det nævnte Tidsrum kunde Talen om denne Sten ikke slet og ret affærdiges med et: „Det er kun Fabel". Man følte sig, som det vil fremgaa af det følgende, ikke mere sikker i. sin Tvivl om en saadan Stens Existens, end at man ved given Lejlighed efterforskede den i Edderkoppernes Legeme. Studiet af denne Stens Historie kaster paa sin Vis Lys over de svundne Aarhundreders Naturstudier. Derfor, og fordi denne Sten regnedes til de ædle paa Grund af sine formentlige sjældne Egen- skaber, medtages den her. Vel var Edderkop-Stenen endnu ingensinde funden i Edderkop- pens Legeme. Men rundt om forevistes Stene, der sagdes at være Edderkop-Stene. De beskrives meget forskelligt. Franzius1) taler om en hvidlig Sten med talrige brune Stjærner eller Pletter, hvilken *) Wolf g. Franzius: Historia animalium. Francof. & Lips. 1712. 4°. [Bd. II.] pag. 3593: Den formentlige Edderkop-Sten er „albicans, stellulis plurimis seu notis fuscis pictus".