Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

56 Et Aarhundrede senere har Naturforskerne ingen Skrupler ved at anatomere en Edderkop for om muligt at finde Edderkop-Stenen. Da fortæller (1667) Simon Paulli1) følgende, der skal gengives her in extenso som det livfulde Tidsbillede, det er: „Det hændte Anno 1630, da jeg paa Tilbagevejen fra Frankrig for Studiernes Skyld opholdt mig i Wittenberg Sommeren over og dér boede hos min berømte Lærer Sennert, hvem jeg aldrig nævner uden Ærefrygt, — at en tvefarvet Kors-Edderkop havde sat sig i min Ven den Wittenberger-Raadmand Niels’ Regnvandsbeholder. Da Dyret var meget stort (det var sikkert saa stort som en Muskatnød) faldt ikke blot jeg, men ogsaa Melchior Huffauf i Forundring derover; han var dengang Sennert’s Assistent2), meget kyndig i Kemien. Vi blev enige, fangede Edderkoppen og indespærrede den i et stort Destillérglas. Efter vor fælles Lærer Sennerts Raad pulveriserede vi omhyggeligt noget Valerian-Rod, hvormed vi delvis fyldte Glasset, i det sikre Haab, at denne meget store Edderkop da vilde give en Sten fra sig3). Men Haabet bedrog os: vi fik ikke det mindste Gran af en Sten. Da vi jo imidlertid studerede Naturen og var interesse- rede i at faa Sandheden at vide, dræbte vi Edderkoppen og disse- kerede den; men Sten indeholdt den intet Steds i sit Legeme. Vi er derfor overbeviste om, at det er Fabel og Snak, hvad Folk fortæller om Edderkop-Stenen"4). ___________ l) Simon Paulli: Quadripartitum botanicum. Argentorati 1667. 4° pag. 163. — Gengivet in extenso i: J. C. Kundmann: Rariora naturae & artis. Bresslau & Leipzig. 1737. in Folio. Spalte 233—34. Ogsaa berørt af Franzius: Historia animalium. Francoft. 1712. 4° — [II] pag. 3593; J. H. Heucherus: Araneus homini perniciosus et salutaris. Diss, medica. Vitebergae Saxon. 1701. 4° § 34 ff., og andre. Beret- ningen synes at have interesseret levende. 2) Jeg oversætter „domesticus" saaledes og slutter mig altsaa heri til Kir- stine Meyer: Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne. Kbh. 1909. pag. 68. Anm. 3. ’) Samme Virkning som Valerian-Rod med Hensyn til at faa Edderkoppen til at give Stenen fra sig mente nogle, at Salt havde. Se: J. H. Heucher: Araneus homini perniciosus et salutaris. Viteb. 1701. 4° § 34 og Kundmann: Rariora naturae et artis. 1737. in Folio. I Abschnitt. Artic. XXVIII Sp. 230. Man vidste ikke rigtig, hvorledes Stenen kom: „lapidem evomere, excernere, parere aut quocunque modo excutere", siger Simon Paulli: Quadripart. botan. 1667. 4°. pag. 163. 4) Simon Paulli: „Quadripartitum botanicum. 1667. 4°. pag. 163: „Evenit autem, cam anno 1630 ex Gallia redux, studiorum causa Witte- bergæ æstivarem, ibidem ex adverse nunquam mihi sine veneratione nominando Præceptore Celebratissimo Sennerto habitans, ut aranea dis-