Kulturhistoriske Studier Over Ædelstene
Med særligt henblik paa det 17. aarhundrede

58 Saaledes diskuteredes der i det 17. Aarhundrede frem og tilbage om Edderkop-Stenens Existens. Sandheden var det yderst vanskeligt at erkende. Thi hvor fandt man den Naturforsker af uomtvistet Au- toritet, der havde saa mange eller saa paalidelige Undersøgelser at støtte sig til, at Edderkop-Stenens Existens eller Ikke-Existens kunde slaas fast? — Der gaar endnu et godt Stykke af det 18. Aarhundrede, før Spørgsmaalet om denne mystiske Sten dør hen. Det synes mig at have nogen Interesse at forfølge Sagen lidt videre. Kort efter Aarhundredskiftet (1705) forsøgte Dr. Dillenius1) at faa fat i en Edderkop-Sten ved at indespærre en Edderkop. Han passede den bedste Aarstid. Det var, da Sommeren gik paa Hæld 2). Men Edderkoppen sad i mere end 3 Maaneder og spandt, alt medens den langsomt døde. Og der kom ingen Sten. Saa fik en Søn af Dillenius, en medicinsk Student, den til Dissection. Men Edder- koppens Legeme indeholdt ingen Sten. I dens Spindelvæv laa der- imod en ganske lille Sten, rund og hvidlig, let at knuse som en Bønne3). Om dette kan tænkes at være Edderkop-Stenen, derom udtaler Dillenius sig ikke. Der gaar atter en rum Tid. Da beretter Kundmann4) om, hvorledes han har efterforsket relictis pedibus mönstrat, qualemque usum habeat, ex me sciscitatur, miratus me nescire, doctosque pro nugis habere dixi. Paucis post sep- timanis Henricus Sebastianus Ströhlinus Sartor alium superiore minorem in medium protulit, & jurejurando se firmaturum, hunc ab aranea å se ante octiduum inclusa esse. Lapilli hi erant magnitudine fabæ, coloris ex coeruleo viridique misti, non admodum obscuri & opaci, sed ad Solis & caridelae lumen transparentes, in ultimo hoc jucundissimum visu occurrebat ac si pedes lineis tenuissimis pulcerrimé [!] depicti fue- rint; dignum profectö argumentum ulteriore inquisitione. Inclusi plurimos cum Sale communi quemadmodum edoctus fui, & ecce ex decem in- clusis spacio 15. dierum unicum lapillum coloris cinerei punctulis ni- gricantibus distinctum omninö obscurum reperiebam, & scio, multos fru- stra tempore fortean incommodo mensium laborem sumsisse, hine utpluri- mum in auctumni initio vel æstate exspirante in plerisque reperiri judico ..“ *) Academiae Caesareo-Leopoldinae Carolinae natvrae evriosorvm Epheme- rides ... Centvria III & IV... Norimbergæ. 1715. 4°; Cent. III Observ. 44. pag. 97. 2) „æstate inelinante". 8) „ ... rotundum & albicantem ... leguminis instar fri[c]abilem.“ 9) Johan Chr. Kundmann: Rariora naturae et artis... Breslau & Leipz. 1737. in Folio. Spalte: 229 ff. — en Bog, der overhovedet er af Vig- tighed for Studiet af Spørgsmaalet om Edderkop-Stenen.