Mikroskopet Og Den Mikroskopiske Teknik
En Veiledning for Læger og Studerende

119 — Farvning. Den mikroskopiske farvning har til formaal at adskille (differentiere) de forskjellige vævsdele fra hverandre, ved hjælp af deres forskjellige evne til at optage de forskjellige farvestoffe (e 1 e k t i v evne, e 1 e k t i o n). Ved denne farvestoffets optagelse i og forening med vævs- elementerne gjør saavel fysiske (osmose, overfladeattraktion) som især kemiske forhold sig gjældende. Levende væv eller saadant, der ikke har været underkastet særlig behandling, lader sig kun undtagelsesvis farve (se dog methylgrønt, nervefarvning med methylenblaat, metalimpregna- tionerne). Farvestoffene optages i regelen kun af væv, der har undergaaet visse kemiske processer. Endel farvestoffe optages med særlig forkjærlighed af celle- kjærnerne — kjærnefarvestoffe. Andre farver optages mere jevnt baade af kjærner, protoplasma og mellemsubstans — diffuse farver. Der synes at være en vis sammenhæng mellem farve- stoffenes kemiske og fysiske egenskaber og deres egenskaber som vævsfarver. Særlig for anilinfarvernes vedkommende har E h r 1 i c h stu- deret dette nøiere. De fleste af disse farver er saltforbindelser, enkelte af dem syrer. I endel af anilinfarverne er basen det farvende princip, medens syren er forholdsvis ligegyldig (f. eks. saltsur eller ediksur anilin); i andre danner syren farvestoffet, og endelig er der nogle, hvor det hele salt har den farvende evne, hvor altsaa hverken syren eller basen kan forandres, uden at ogsaa farveevnen veksler. Man har efter disse egenskaber delt disse farver i basiske, sure eller nøitrale farver, benævnelser, der altsaa ikke her maa forstaaes i sin vanlige kemiske betydning.