Mikroskopet Og Den Mikroskopiske Teknik
En Veiledning for Læger og Studerende

120 Som gjennemgaaende regel er de basiske og nøitrale farver udprægede kjærnefarvestoffe, de sure farver derimod diffuse. Ogsaa i fysikalsk henseende synes der at være en gruppe- forskjel, idet basiske og nøitrale farver (kjærnefarver) i saavel vandige som alkoholiske opløsninger vanskeligere opsuges ved kapillærvirknmg. Tynde opløsninger af disse spaltes endog ved kapillærkraften saaledes, at kun opløsningsmidlet opsuges, medens farvestoffet bliver tilbage. Opløsninger af de sure (diffuse) farve- stoffe derimod opsuges meget let ved kapillærvirkning og spaltes ikke derved selv i meget tynde opløsninger. Ved at anvende to eller flere farver med forskjellig xaffi- nitet» eller elektiv evne kan man frembringe dobbelt farv- ninger eller flerdobbelte farvninger. Disse kan enten udføres efter hverandre eller i et tempo, idet vedkommende objekt be- handles med en blanding af farverne; hver af disse forbinder sig da med den specielle vævsdel, hvortil den har størst affinitet. Af saadanne dobbeltfarvninger bruges meget karmin-pikrinsyre, hæmatoxylin-eosin, hæmatoxylin-pikrinsyre og forskjellige anilin- farveblandinger. I2t og samme farvestof kan ogsaa med forskjellige vævsdele give forskjellige farver (kochenille, methylviolet ved amyloidreakt., methylgrønt); dette kaldes metakromasi, farve skiftning. Selve farvningen af vævet kan udføres enten paa direkte eller indirekte maade. a. Ved den direkte farvning tages objektet (snittene) op af farvevædsken, saasnart farven har slaaet sig ned i de vævs- dele, hvortil den har størst affinitet (f. eks. kjærnerne), men før- end de øvrige dele er farvede. Denne maade kaldes ogsaa den afbrudte farvning (Lee & Henneguy). Den kan udføres langsomt i meget tynde farveopløsninger eller hur- tigt i mere koncentrerede. Man kan her gjøre udvælgelsen skarpere ved at tilsætte en syre (eddiksyre 1—2%, osmiumsyre 0,1 —1,0 %), der hindrer, at farvestoffet slaar sig ned i proto- plasma og bindevæv.