Mikroskopet Og Den Mikroskopiske Teknik
En Veiledning for Læger og Studerende

Forfatter: F. G. Gade

År: 1899

Forlag: H. Aschehoug & CO.s Forlag

Sted: Kristiania

Sider: 275

UDK: 578

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 288 Forrige Næste
I 2 I b. Ved den indirekte farvning udsættes vævet, snittene, først for en mere eller mindre stærk o v er farvning, hvorefter de atter affarves, indtil farvestoffet kun fastholdes af bestemte vævsdele. Dette er altsaa en afbrudt affarvning (Lee & Henneguy). Affarvningen kan foretages med en hel række stoffe: alko- hol, syrer, anilinolje, sure eller basiske anilinfarver (se nedenfor: Substitution), salte, iod, krom, klor, samt ved oxyderende og reducerende stoffe (SO2, H2O2, hypermang. kali). Ofte anvendes flere af disse stoffe samtidig (saltsyrealkohol). En herunder børende meget almindelig anvendt methode er den Böttcher- H e r rn a n n s eller Flemmingske methode, der udføres saaledes ; 1. Snit lægges 5—10—30 minutter i en mættet opløsning (3—4 %) af en kjærnefarvende anilinfarve (methylgrønt, methylviolet, fuchsin, saffranin) tilsat med 0,5—i °/o eddiksyre eller 0,1—0,5 osmiumsyre. 2. Affarves i stærk (96 %) alkohol, hvortil der kan sættes 1 % fortyndet saltsyre 25 %, hvori farvestoffet afgives i store skyer. 3. Naar affarvningen er færdig (præparatet skifter farve, vævstegningerne begynder at blive synlige), afbrydes processen straks, og syrealkoholen ud- skylles hurtigt og grundigt i ren alkohol. Man maa vogte sig for at affarvningen gaar for langt; der bør heller ikke blive noget spor af syren tilbage i præparatet. I begge tilfælde vil dette være ødelagt. Som ovenfor nævnt, kan affarvningen ogsaa ske ved hjælp af en anden farve, der jager den første delvis bort og indtager dens plads. Denne methode, affarvning ved substitu- tion, omfarvning, kommer især til anvendelse ved anilin- farverne (og ved hæmatoxylin). Den er mere skaansom mod vævet, der her ikke paavirkes af de stærkt indvirkende syrer. Affarvningen afbrydes, naar den første farve er uddrevet af protoplasmaet og intercellulærsubstansen, men endnu holder sig i kjærnerne. Paa denne maade, opstaar ogsaa en dobbelt- farvning ved substitution. For anilinfarvernes vedkommende har Resegotti fundet, at følgende substitutioner gir de bedste resultater: